Feriedagpenge

 

Hvis du ikke har optjent 25 dages ferie, har du mulighed for at få feriedagpenge, når du holder ferie.

Du har optjent ret til at få udbetalt feriedagpenge, hvis du i det foregående kalenderår har modtaget ydelser fra a-kassen (gælder dog ikke efterløn).

Du optjener også feriedagpenge, når du modtager:

  • Syge- eller barselsdagpenge fra kommunen
  • EØS-dagpenge (det europæisk-økonomiske samarbejde)
  • Voksen- og efteruddannelsesgodtgørelse (VEU-godtgørelse)
  • Statens Voksenuddannelsesstøtte (SVU)

Betingelser for retten til feriedagpenge

Betingelserne for at få udbetalt feriedagpenge er de samme som betingelserne for ret til dagpenge. Det vil sige, at du skal have været medlem i mindst 1 år, og du skal have arbejdet 52 uger inden for de seneste 3 år.

Hvis du har optjent ferie i et arbejdsforhold, skal den som hovedregel holdes først.

Udelukkelse fra retten til feriedagpenge

Du skal også stå til rådighed for arbejdsmarkedet for at få feriedagpenge, derfor kan du ikke få feriedagpenge, hvis du f.eks.:

  • er under uddannelse
  • er syg
  • er indsat for at afsone straf
  • er involveret i en arbejdskonflikt
  • opholder dig i udlandet
  • af anden grund ikke er til rådighed

Hvordan får du feriedagpenge

Hvis du mener, at du er berettiget til feriedagpenge, skal du henvende dig i din afdeling.

Du skal oplyse både om egen optjent ferie og om de feriedagpenge, du har optjent i en anden a-kasse.

Publiceret: 09/05 2006 14:13 | Opdateret: 16/02 2009 15:00