Tillidsrepræsentant
Tillidsrepræsentanten vælges blandt kollegerne på en arbejdsplads til at
være deres talerør i forhold til ledelsen, fagforeningen, andre afdelinger
og faggrupper. Din tillidsrepræsentant er altså dit mellemled og din
hjælper i spørgsmål til både arbejdsgiver og fagforening.
Det er vigtigt, at tillidsrepræsentanten er så godt uddannet som muligt.
Derfor arrangerer 3F mange faglige kurser for tillidsrepræsentanter. Det er
også vigtigt, at tillidsrepræsentanten får så meget opbakning som muligt af
medlemmerne. Derfor skal du være åben og altid gå til
tillidsrepræsentanten, hvis du mener, der er noget galt på din
arbejdsplads.
Valgregler
Reglerne for valg af tillidsrepræsentant står i overenskomsten. For
eksempel indeholder de fleste et krav om hvor længe man skal have været
ansat, før man kan blive valgt.
Industriens overenskomst kræver f.eks., at kandidaten skal have arbejdet
mindst ni måneder i de seneste to år på virksomheden for at være
valgbar.
Overenskomsten indeholder regler for, hvor mange ansatte I skal være for at
vælge en tillidsrepræsentant.
Samme person kan være tillids- og sikkerhedsrepræsentant.
Hvis du er i tvivl om valgreglerne, kan du spørge i
din lokale 3F-afdeling.
Anmeldelse af valg
Valget skal anmeldes til
den lokale 3F-afdeling, for at sikre beskyttelse mod
afskedigelse.
Forbundet orienterer arbejdsgiveren skriftligt om valget.
Beskyttelse af tillidsrepræsentanter
Tillidsrepræsentanter er beskyttet mod afskedigelse og forringelse af
arbejdsforhold.
Det betyder, at afskedigelser skal begrundes i 'tvingende årsager',
og at arbejdsgiveren har pligt til at give tillidsrepræsentanten et
længere opsigelsesvarsel end de andre ansatte.
|