Publiceret: 09/03 2010 15:00 | Opdateret: 09/03 2010 15:06

Den ny overenskomst for kantineansatte sikrer mange ansatte fri juleaften og er desuden et værn mod løndumping, lyder det fra 3F.

Juleaften reddet for stort antal kantineansatte

Nedsat karenstid for pension er vigtig i kampen for danske arbejdspladser i kantinerne, vurderer 3F-forhandler.

Af Karin Ravn, Fagbladet 3F, karin.ravn@3f.dk

I fremtiden behøver kantineansatte ikke bruge en feriedag på at holde fri juleaften.

- Vi har vekslet anciennitetstillægget fra andre overenskomster til betalt fri juleaften, siger forhandlingssekretær Birgit Petersen, 3F Privat Service, Hotel og Restauration.

- Fri juleaften gælder kantiner, hvor "modervirksomheden" er lukket, men ikke steder som for eksempel lufthavnen, hvor der altid er kunder.

Birgit Petersen har forhandlet kantineoverenskomst med Dansk Industri (DI). Den gælder enten direkte eller har afsmittende virkning for knap 9.000 inden for DI og Dansk Erhverv.

I den nye overenskomst sættes karenstiden for pension ned til seks måneder. Før var det et år - ligesom på det store hotel- og restaurationsområde.

- Det er et meget vigtigt værn mod løndumping. Fristelsen til at skubbe danskere ud til fordel for folk udefra er ikke så stor mere, når der allerede skal betales pension efter et halvt år, og vi har heldigvis også brancheanciennitet på området, siger Birgit Petersen.

Skeler til de andre

Grundlønnen i kantinerne stiger med 1,60 kroner i timen fra 1. marts i år og med yderligere 2,25 kroner næste år. Og i det hele taget følger overenskomsten andre normallønsområder med hensyn til forskudttidstillæg, barselsregler, ligeløn, aftale om underleverandører og adgang til lønoplysninger.

Kampagne på tillidsfolk

Til gengæld er der nyt for tillidsrepræsentanter.

- Før skulle der være syv ansatte for at vælge en tillidsrepræsentant. Det er nu seks. Og for at give tillidsfolkene noget at arbejde med og gøre jobbet mere spændende, gør vi det muligt at lave flere lokalaftaler, siger Birgit Petersen.

Parterne er også blevet enige om en fælles kampagne for at få valgt tillidsrepræsentanter.

Senere på ugen starter forhandlinger for kantinerne under Dansk Erhverv.

Nyheder


Tilmeld nyhedsbrev

 

Meld dig ind

Meld dig ind

Få en stærk fagforening i ryggen. 3F er en fagforening med både hjerte og fornuft.
Læs mere.

Gode links