Publiceret: 30/12 2011 09:14 | Opdateret: 06/03 2012 12:45
Formandens Nytårshilsen
Så skriver vi snart 2012, det er derfor tid til at gøre status over året der
er ved at rinde ud og samtidig se ind i det nye år og gøre sine tanker
om hvad det mon vil bringe.
Ser vi tilbage på 2011, var det et år der var præget af
usikkerhed for mange af vore medlemmer. For den almindelige lønmodtager var
der ikke mange lyspunkter at skimte i horisonten og ligesom nogle troede at
finanskrisen var ved at klinge af, buldrede en ny frem.
Hvad oplever vi som fagforening i en sådan tid?
Mange, både private og virksomheder, hyrer udenlandske virksomheder for at
få bygget om eller få nyt tag på. Vi må konstatere at der idag er rigtig
mange udenlandske arbejdere i Danmark. Mange arbejder til lønninger vi
danskere ikke vil acceptere, andre får på papiret den overenskomstmæssige
løn, men bliver så trukket urimelige beløb for at bo i en kælder eller en
skurvogn.
Jeg håber at danskernes moral i 2012 højnes, så vi ikke
som fagforening skal bruge så mange ressourcer på at afsløre udenlandsk
arbejdskraft. Mange udenlandske firmaer betaler hverken moms eller
skat, men scorer blot "kassen" for derefter at forsvinde ud af
landet, med gæld til danske leverandører og staten.Vi kan håbe på et
bygherreansvar, så det ikke er samfundet der sidder tilbage med
regningen.
I 2011 var der Folketingsvalg, et valg der førte til en ny
regering. En regering der ikke kunne mønstre 90 mandater for at bevare
efterlønnen. Vi måtte opleve det smertelige, at efterlønnen blev forringet
af folketinget, hvilket kommer til at betyde at mange skal blive væsenligt
længere på arbejdsmarkedet. De endelige konsekvenser kender vi først når
lovgivningen bliver omsat i bekendtgørelser og vi skal til at administrere
derefter. Den nye regering kom med mange løfter i valgkampen og det bliver
spændende at se om de vil indfri nogle af disse i 2012. De skal vide at vi
følger dem nøje.
Hvad kan vi så forvente os af 2012? Politisk vil der komme
focus på løntilskudsjob, udenlands arbejdskaft og en ny
arbejdsmarkedsreform.
Vores håb er, at den fokus der er rettet mod løntilskudsjobbene, vil ende
ud med, at virksomheder og offentlige iinstanser ikke længere kan få den
ene ledige efter den anden med tilskud. Vi har idag mange
eksempler på, at ledige i løntilskud eller praktik har overtaget job
efter fyrede medarbejdere. Dette skal stoppes!
Vi håber at de afsatte midler i finansloven, vil sætte en stopper for de
mange udenlandske virksomheder- og lønmodtageres underminering af
det danske arbejdsmarked.
Vores håb for en arbejdsmarkedsreform er, at dagpengeperioden gøres
fleksibel, således at den er kortere i perioder med højkonjuktur og længere
når der er lavkonjuktur.
Lokalt kan vi se at der bliver startet en stor mængde
byggeopgaver op i 2012. Vi håber at de lokale håndværksmestre
får opgaverne og at de ansætter dansk arbejdskraft til at udføre
arbejdet. Ligeledes skulle det gerne åbne op for flere uddannelsespladser,
så der ikke længere er mangel på praktikpladser i byggefagene.
Ensted Værket som bioraffinaderi er et lokalt 3F
initiativ, der med landspolitikkernes gode vilje og vilje fra det lokle
erhvervsliv, gerne skulle komme væsentligt videre i 2012.
Derudover håber vi at det lokale erhvervsliv kommer
godt ud af den verserende finanskrise og kan se lys forude. Vi har mange
ledige der er parate til at tage en uddannelse og dygtiggøre sig, for at
kunne leve op til de jobkrav virksomhederne måtte have. Vi har
uddannelsesinstitutioner der er parate til at give den fornødne
efteruddannelse, så vi sammen kan levere den nødvendige arbejdskraft.
Vi er parate til at tage fat på det nye år!
Godt Nytår
Kim Brandt, Formand 3F Aabenraa