Den ugentlige arbejdstid er fastsat i overenskomsten. Den er normalt på 37
timer.
Din arbejdstid skal stå på dit ansættelsesbevis. Det gælder også, hvis der
ikke er overenskomst på din arbejdsplads.
Arbejdstiden må aldrig blive på mere end 48 timer i gennemsnit pr.
uge.
Deltid
Er du ansat på deltid, skal dit timetal stå på dit ansættelsesbevis. Mange
overenskomster indeholder regler om, at du mindst skal have 15 timer pr.
uge.
Overtid
Arbejde ud over din ugentlige arbejdstid skal normalt aflønnes som overtid.
Reglerne for overtidsbetaling og varsling er forskellige i
overenskomsterne. Der kan desuden være regler for afspadsering.
Spørg din tillidsrepræsentant eller i din lokale 3F
afdeling, hvilke regler der gælder på din arbejdsplads.
Delt arbejdstid
Nogle overenskomster indeholder mulighed for delt arbejdstid. Det vil sige,
at det daglige arbejde kan deles op i 2 perioder.
Hvileperioden kan nedsættes, hvis du har delt arbejdstid, dog ikke til
mindre end 8 timer.
11 timers hvileperiode
Arbejdstiden skal tilrettelægges, så du får en hvileperiode på mindst 11
sammenhængende timer inden for hver periode på 24 timer.
Din daglige arbejdstid kan derfor max. være 13 timer inklusiv pauser. Det
står i arbejdsmiljøloven.
Hvileperioden kan nedsættes, hvis du arbejder i flerholdsdrift, dog ikke
til mindre end 8 timer.
Fridøgn
Inden for hver periode på 7 døgn skal du have et ugentligt fridøgn.
Det ugentlige fridøgn skal så vidt muligt falde på søndage og så vidt
muligt samtidig for alle, der er ansat i virksomheden. Det står i
arbejdsmiljøloven.
Pauser
I mange overenskomster står der, at den effektive arbejdstid er 37 timer om
ugen. Det betyder, at du selv skal betale dine pauser.
Mange virksomheder har dog egne regler for betalte pauser i løbet af
arbejdsdagen.
Arbejde på fridage
Arbejder du på en fridag, skal du have kompensation
efter overenskomsten.
Spørg din tillidsrepræsentant eller i din lokale
3F-afdeling om, hvordan reglerne er for dig.
Søgne- og helligdage
Søgne- helligdagsbetaling er en erstatning for tabt løn, hvis en
helligdag falder på en hverdag. Du får kun søgne-helligdagsbetaling, hvis
du arbejder under en overenskomst.
Spørg din tillidsrepræsentant eller i din lokale
3F-afdeling om din ret.
|