Publiceret: 23/01 2012 11:31 | Opdateret: 06/03 2012 12:42
13,3 milliarder til medlemmerne i Industriens Pension
Medlemmerne får forhøjet opsparingen med 23 pct., fordi pensionsselskabet
er gået over til markedsrente.
Industriens Pensions 400.000 medlemmer får snart deres del af selskabets
fælles opsparing på 13,3 milliarder kr.
Medlemmerne får pengene, fordi Industriens Pension gik over til
markedsrente den 1. december 2011. Det betyder, at der ikke længere er brug
for den fælles opsparing, som har sikret medlemmerne en stabil rente.
Udlodningen af de mange penge betyder, at medlemmerne får forhøjet
pensionsopsparingen med 23 pct.
Der gælder særlige regler for medlemmer i fødevaresektoren med opsparing
fra PHI pension og PNN PENSION. Bl.a. får de kun forhøjelsen på de 23 pct.
af den del af deres opsparing, de har sparet op efter den 1. januar 2010
efter fusionen med Industriens Pension.
Pengene kommer automatisk
Medlemmerne skal ikke selv gøre noget for at få deres del af den fælles
opsparing overført til deres pensionsordning. Det sker helt automatisk.
Industriens Pension overfører pengene inden 1. juni 2012, og så kan
medlemmerne gå ind på www.industrienspension.dk og se, hvor meget de har
fået overført.
Industriens Pension har en sund økonomi
Industriens Pension er ikke økonomisk presset til at skifte fra
gennemsnitsrente til markedsrente.
Overenskomstparterne har besluttet at gå over på markedsrente, fordi det er
mere fair for medlemmer, der skifter til et job uden for industrien og
gerne vil flytte deres opsparing væk fra Industriens Pension få den over i
deres nye pensionsordning.
”Medlemmer, der gerne vil lade deres opsparing blive stående hos os, er
naturligvis meget velkomne til det. Vi vil fortsat passe godt på pengene.
Vi har en sund økonomi og er et af de selskaber, der hidtil har givet det
højeste afkast”, siger Laila Mortensen, adm. direktør i Industriens Pension
Vent med at flytte opsparing
Hvis du er kommet med i en anden pensionsordning og gerne vil samle
opsparingen i din nye ordning, bør du vente med at gøre det efter 1. juni
2012. Ellers går du glip af din del af den fælles opsparing.
Ingen ændringer for pensionister
Er du allerede gået på pension, eller går du på pension inden 1. juni 2012,
fortsætter din pensionsordning med gennemsnitsrente som hidtil.
Faktaboks: Industriens Pension gør det godt
Industriens Pensions afkast før skat er på 7,6 pct. i gennemsnit pr. år i
2001-2010. Det gør Industriens Pension til et af de selskaber, der er bedst
til at få pensionsopsparingen til at vokse.
Gæt hvor langt du kommer for 13,3 mia. kr. – og vind en
iPad
13.300.000.000 kr. i 100 kr. sedler vejer 125 ton. Det er lige så meget som
8 store busser fyldt med passagerer.
Lægger man sedlerne ved siden af hinanden, kan man dække græsset på 185
fodboldbaner.
Men hvor lagt kan man komme uden at røre jorden, hvis man lægger sedlerne i
forlængelse af hinanden og starter fra Rådhuspladsen i København? Klik ind
på industrienspension.dk og kom med dit gæt. Vi trækker lod om en iPad
blandt alle, der svarer rigtigt inden 1. marts 2012.
Mere information
På www.industrienspension.dk kan du
læse mere om ændringen og se, hvad den betyder for dig.
Fakta: Hvad er markedsrente og gennemsnitsrente?
Forskellen på markedsrente og gennemsnitsrente er den måde
pensionsordningen bliver forrentet.
Markedsrente
I en pensionsordning med markedsrente får medlemmerne med det samme
overført hele deres del af det afkast, selskabet opnår af investeringerne.
I de gode perioder vokser opsparingen. I dårlige perioder bliver
opsparingen mindre.
Gennemsnitsrente
I en pensionsordning med gennemsnitsrente får medlemmerne hvert år en
rente, som pensionsselskabet bestemmer. I de gode år sætter selskabet penge
ind på en fælles opsparing, og i dårlige år tager selskabet penge fra den
fælles opsparing. På den måde får medlemmerne en stabil rente.