|
Publiceret: 31/05 2010 21:32 | Opdateret: 12/06 2010 15:28 Debat: Enten har vi, eller også har vi ikke
Af William Fibæk Mikkelsen
Hvordan defineres et velfærdssamfund?
Det var den tyske rigskansler Otto von Bismarck (1815 –
1898) der første gang brugte begrebet velfærdssamfund. Ideen om
velfærd handlede i korte træk om at undgå politisk uro i det stærkt
konservative og autoritære tyske samfund. Målgruppen var naturligvis den
tyske arbejderklasse, som skulle holdes i ro.
Velfærdskommissionen definerede begrebet i en rapport fra
2006, og skrev bl.a., at det danske velfærdssamfund forener tryghed,
velstand og udfoldelsesmuligheder for den enkelte. Alle bærer - i
fællesskab - ansvar for hinanden og i særdeleshed for de svagere
grupper.
Fra Anders Fogh Rasmussens bog: Fra socialstat til minimalstat,
kan enhver superliberalist sikkert få sig en solid orgasme af følgende
citater:
· Ene og alene den
private sektor, er i stand til at skabe velstand.
· Hvis den private
sektor tvinges i knæ under tyngden af den voksende socialstat, så bliver
der stadig mindre til fordeling.
· Uanset at det strider
imod den danske velfærdskonsensus, er det altså nødvendigt at gøre op med
troen på socialstaten som alles gode ven og beskytter.
· Den kollektivistiske
tankegang…, har ikke udviklet en stærkere følelse af samhørighed i
samfundet, har ikke udviklet en ny, idealistisk mennesketype, som uselvisk
ofrer sig for fællesskabet, tværtimod.
Bogen er et langt postulerende smædeskrift mod velfærdsstaten og
fællesskabet. Omvendt er det en lovprisning af markedskræfterne og den
private sektor. Har arbejdsgiverne da særlige evner til at varetage
samfundets interesser? Har snart 10 års liberalistisk styre skabt mennesker
der uselvisk ofrer sig for fællesskabet? Har vi i samfundet en større
samhørighedsfølelse end i 2001? Har børnefamilierne, de handicappede, de
studerende og de arbejdsløse fået en ny ven i den Pia Kjærsgaard styrede VK
regering? Har kommuner og regioner rejst sig og fået mere til fordeling?
Vi lever i et samfund, hvor flertallet af politikerne afviser at tale om en
officiel fattigdomsgrænse.
Kan man tale om et velfærdssamfund, uden at tale om fattigdom? Giver
velfærd mening, når flere og flere mennesker udelukkes fra den. Giver det
mening når økonomiske kriminelle præsenteres som superstars i medierne,
mens stressramte og andre alvorligt syge mennesker tvinges tilbage til det
arbejde der har gjort dem syge?
Kan vi i det hele taget tale om et velfærdssamfund længere? Er Danmark ikke
blevet til en minimalstat med en minimalstatsminister, der totalt har
mistet overblikket og menneskeligheden?
Den eneste sikre garant for velfærdssamfundet hedder fagbevægelsen. Uden
den, kan politikerne gøre lige hvad de vil. Derfor går vi på gaden for at
vise glad fællesskab mod regeringens ophugningsplan.
Rejs jer fordømte her på jorden… og inden det er for sent.
Artikel kommentarer
#1
12/06 2010 Hugo Nielsen
Vi står allerede op,du har ret men hvor ville det være godt hvis også andre end fagbevægelsen stod op.Det er efter min mening en fælles opgave at få fjernet denne håbeløse regering.
|