Busk holder politisk pause

To fuldtidsjob er mere end rigeligt for de fleste – også for 3F Aalborgs formand, Allan Busk. Derfor vælger han nu at skrue ned for sit engagement i Rebild Byråd for at koncentrere sig 100 procent om 3F Aalborg.

- Med 18.000 medlemmer og 88 ansatte samt en afdeling i udvikling der som følge af aktive tillidsfolk og dygtige medarbejdere har godt fat og stor indflydelse både lokalt og i forbundet, så er stillingen som formand i forvejen et job der kræver langt mere end 37 timer om ugen.  Derfor har jeg valgt at overlade flere af mine poster i det politiske til mine kolleger, og ved næste byrådsvalg er jeg ikke at finde på stemmesedlen, siger Allan Busk.

Hans liste, Den Sociale Fællesliste, bragede ind i byrådet i Rebild i 2013, og Allan selv fik et personligt stemmetal der ikke er set magen til før.

- Det har givet en indflydelse og en arbejdsmængde som i perioder svarer til et fuldtidsarbejde.

- Jeg er meget stolt af det arbejde, vi har udført, og alle de mærkesager vi har fået gennemført. Men det er kommet lige så meget bag på mig som på andre, at vi har fået så stor succes, – og jeg må indrømme, at de mange kampe har slidt på mig. Derfor tager jeg nu konsekvensen og skruer lidt ned for fremover at lægge min energi i 3F Aalborg, siger Allan Busk.

Dobbeltjobbet har også slidt hårdt på familien, og fremover ser formanden frem til at kunne have bare en smule fritid, hvor han blandt andet skal se meget mere til sin hustru, Mette, sine tre døtre og ikke mindst de to børnebørn, Victor og Alma.

- Og så glæder jeg mig til at kunne se mere til vennerne og gå en tur på det lokale stadion og nyde en fodboldkamp, siger Allan Busk.

 

Menu