Byggegruppen diskuterede

Debatlysten var som sædvanlig stor, da Byggegruppen torsdag aften holdt generalforsamling med 125 stemmeberettigede.

Hele fire forslag havde fundet vej til dagsordenen. To blev nedstemt, mens et tredje blev trukket og det fjerde ikke kunne komme til afstemning af hensyn til vedtægterne.

I bestyrelsens beretning kunne formand Reidar Kogstad melde om et (hovedsagligt) positivt år for byggebranchen og for håndværkere: Der er kommet mere i lønningsposen, ledigheden er faldet drastisk og antallet af aktive medlemmer er steget med 229.

Til gengæld måtte formanden erkende, at OK 17 ikke gik som håbet – og det var der bred enighed om blandt deltagerne.

Flere var på talerstolen for at kommentere, og især arbejdsgivernes mulighed for at beordre 42 timers uge i en tidsbestemt periode fik knubbede ord med på vejen.

Flere talere mente, at forhandlerne havde forsømt at lytte til medlemmerne, og Reidar Kogstad med gav da også, at der var røde ører nogle steder i 3F.

- Derfor er vi også allerede gået i gang med at forberede os til næste OK – og med at sørge for at i bliver hørt, lød det fra formanden.

Han oplyste, at der om kort tid vil blive indkaldt til møder om planerne for næste forhandling og opfordrede alle til at møde op og gøre deres indflydelse gældende.

Årets generalforsamling bød på et ”eksotisk” fremmøde. Byggegruppen har i årets løb fået mange nye, udenlandske medlemmer, og syv rumænske af slagsen var mødt op for at opleve medlemsdemokratiet i aktion.

Kun to af dem snakkede dansk, og derfor var der aftenen igennem en sagte mumlen ved bordet, mens de forsøgte at sætte deres landsmænd ind i, hvad der egentlig foregik.

- Og vi forstod ca. 50 % af hvad der skete, lød det med et smil fra én af dem, Armand-Mihai Silivestru efter generalforsamlingen.

- Det er jo første gang, vi er med til sådan noget her, men det var virkelig spændende – og vi kommer igen næste gang, tilføjede Armand-Mihai Silivestru, inden han og de øvrige drog hjemad efter godt fire timers generalforsamling, som ud over det allerede nævnte også bød på genvalg til Vagn Ole Petersen som næstformand.

Menu