Nyheder
Pensionsudspil er ikke bestået

Ikke bestået

Det er det første ord, som falder os ind, når vi ser regeringens udspil til tidlig tilbagetrækning for nedslidte.

En enig daglig ledelse og Arbejdsudvalg i 3F Aalborg kan i hvert fald ikke, se at det kommer til at hjælpe ret mange af vores nedslidte. Og særligt ikke, hvis pensionsalderen fortsætter med at stige.
44 år på arbejdsmarkedet er meget. Især når det skal opgøres i en alder af 61 år. 
Så ancienniteten skal i den grad ændres, hvis ordningen skal gavne nogen som helst på længere sigt.
Vi HAR skam en del medlemmer, som har været i gang med fysisk hårdt arbejde fra de var 17. 

Men for det første bliver der færre og færre af dem, og for det andet er de fleste slidt ned allerede omkring 60-års alderen.
Så nytter det altså ikke meget, at de allernådigst kan gå som 70-årige eller ældre.


En anden ting er kravet om, at man ikke må have en pensionsformue på over 2 millioner kroner.

Hvis der skal ske modregning for formuer over 2 millioner kroner, vil det være et fåtal af 3F’ere, der reelt får gavn af ordningen på den lange bane.

De som kan gå indenfor de næste 5-6 år kommer ikke i nærheden af 2 millioner kroner, fordi arbejdsmarkedspensionen i de første mange år var lav (0.9% fra start).

Men for de kommende generationer er det anderledes

Dygtige forhandlere har nemlig igennem overenskomsterne sørget for, at medarbejdere på organiserede arbejdspladser hver måned sætter 12% af lønnen til side til pension. 
I løbet af 40 år bliver det til godt 1.4 millioner kroner, hvis man har en timeløn på 150 kr. Inklusive renter løber det nemt op i over 2 millioner kroner. F.eks. håndværkere ligger betydeligt over 150 kroner, og kan derfor kysse idéen om tidlig pension farvel – selvom de er blandt de mest nedslidte.

Mette Frederiksen og regeringen fortjener og skal dog have ros for at have taget fat i et reelt samfundsproblem omkring nedslidning, men som forslaget ligger her og nu kan vi kun sige: 

Det er en god start, men det kræver store ændringer før vi er i mål.

Men vigtigst af alt: hvis den stigende pensionsalder ikke bliver stoppet, kan vores medlemmer se frem til en tidligere tilbagetrækning som 75-årige.

- Det er jo helt skævt. 

 

 

 

 


Masser af fordele med 3F Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga
Kontakt