Nyheder
Festlig 1. maj i Rymarken Der var stor opbakning til årets 1.maj-fest i 3F Aarhus Rymarken.

Formand Thor Vex bød de mange fremmødte velkommen og holdt samtidig en kort velkomsttale. Her mindede han alle om, at det er en dag som denne, hvor vi skal tænke tilbage på dem, der banede vejen for det enestående velfærdssamfund, vi alle er vokset op i. Men man skal ikke kun huske tilbage. For der er masser at kæmpe for stadigvæk, pointerede Thor Vex:

- Vi er vidne til et politisk projekt ledet af et socialdemokrati, hvor det til tider kan virke som om, at i hvert fald toppen helt har mistet deres egen identitet. Bedst symboliseret i afskaffelsen af Stor Bededag. Vi er nødt til at insistere på, at det netop er ved, at man lytter og taler med hinanden, at man skaber de bedste resultater for os alle. Og der er vigtigere kampe i vente, lige rundt om hjørnet.

Thor Vex nævnte derefter kampen for Arnepensionen og seniorpensionen, kampen mod Eu's mindsteløn og kampen for at skaffe bedre erhvervsskoler som vigtige eksempler.

Læs hele Thor Vex' tale her

 
Fejlskud at afskaffe Store Bededag

Første taler på plænen var Elfordundets næstformand, Christian Elgaard. Han var mildest talt ikke begejstret for regeringens beslutning om at afskaffe Store Bededag, som han kaldte for et stort fejlskud:

- Det er virkelig en skidt begyndelse for en ny regering hen over midten. Vi siger klart nej til et et samfund, hvor vi skal pukle til vi segner, og vi er klar til at tage kampen op.

Christian Elgaard advarede desuden regeringen om at skære i seniorpensionen og opfordrede til trepartsforhandlinger om fremtidens pensionsstruktur.

Endelig kvitterede han for regeringens planer om at bruge flere penge på at løfte erhvervsuddannelserne og kom med en klar opfordring til at sætte handling bag løfterne.

- Slip investeringerne løs! lød opfordringen.

Som en gyserfilm

Herefter overtog politisk ordfører fra Enhedslisten talerstolen. Hun startede også med at beklage afskaffelsen af Store Bededag og regeringens beslutning om at hæve antallet af arbejdstimer for første gang i over 100 år. Samtidig erklærede hun sig klar til at kæmpe mod regeringens nedskæringer:

- Helt ærligt, Mette Frederiksen: Det kan ikke komme bag på dig, at der er mange, der vender dig ryggen, når du har vendt ryggen til arbejdsbevægelsen. Vi er mange, vi står fast og vi står sammen!

I det hele taget havde Mai Villadsen ikke meget til overs for den nye regering henover midten, som hun sammenlignede med en gyserfilm:

- Det er ren Dr. Jeckyll og Mr. Hyde, og Lars Løkke bliver ved med at vende tilbage. Men modsat gyserfilm, hvor ofrene altid begår den fejl, at de bliver spredt og dermed fanget, så står vi sammen.

Til kamp mod skattely

Niels Fuglsang fra Socialdemokratiet og Europaparlamentet indtog herefter talerstolen, og han kaldte til kamp mod rigmænd og virksomheder, som placerer deres penge i skattely. For der er rigtig mange penge at hente hjem til statskassen, hvis firmaer som Apple, Facebook og Google betalte skat i Danmark i stedet for at sende overskuddet videre til andre lande.

Samtidig roste han regeringen for at have lagt sag an mod EU i forhold til udsigten til en EU-mindsteløn. Her roste han også 3F for at have lagt et godt pres på regeringen.

Efter Niels Fuglsang overtog Toke Ulstrup fra 3F Ungdom talerstolen.

Gule fupforeninger

Formand i 3F, Henning Overgaard, fuldendte talerækken, da han gik på lidt over 12.

Han lagde ud med at undre sig over, at de rige altid er ved at segne under skattebyrden, imens jævne arbejdere ikke brokker sig så meget. Samtidig slog han fast, at dansk økonomi aldrig har været bedre - trods krigen i Ukraine. 

- Pengene vælter ind. Alligevel har grædekoner, venstremænd og sortseere travlt med at se problemer. Men det er den galopperende ulighed der er det store problem, og det gælder både økonomisk, socialt og i sundhed.

Henning Overgaard rakte derefter hånden ud mod politikerne med en opfordring om at invitere fagforeningen ind til forpligtende dialog.

Til sidst kom der en lille bredside til de gule fagforeninger:

- De gule fupforeninger vildleder deres kunder og lokker med medlemskab for en pindemad, som så bliver spiste på direktionsgangen, imens der bliver lavet lokumsaftaler med arbejdsgiverne for lukkede døre. Vi har medlemmer i 3F i stedet for kunder, og vores medlemmer en stemme.

 

Filer Tale 1 maj2023_ThorVex 27,9 KB PDF Hent dokument

Masser af fordele med 3F Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga
Kontakt