En arbejdsdag i august 2016 endte med at vende op og ned på Dorthe Andersens liv. 

Sammen med en kollega var hun i gang med at rydde et gravsted på kirkegården ved Fredenskirken i Aarhus. Der skulle blandt andet flyttes en 375 kilo tung gravsten, og Dorthe Andersen var ved at gøre klar til at få stenen trukket op ved hjælp af en frontlæsser. Hun havde netop spændt stroppe fast til frontlæsserens anhænger, og nu var hun ved at stramme stropperne i den anden ende omkring gravstenen. Og så skete ulykken.

Hendes kollega, der sad med ryggen til, troede at Dorthe var færdig med at stramme stropperne, så han begyndte at køre med frontlæsseren for at få den tunge gravsten op. Men da Dorthe stod mellem frontlæsserens anhænger og stenen, blev hun uheldigvis ramt af gravstenen og efterfølgende trukket 3-4 meter hen ad jorden med gravstenen ovenpå.

Den voldsomme ulykke førte til, at Dorthe Andersens fik syv brud på bækkenet, at hendes rygmarv tog skade, og det det ene ben var ødelagt. 

”Det skal nok gå”
Efter 14 dage på hospitalet begyndte hun så småt at spekulere over, hvad der nu skulle ske. For en tilbagevenden til arbejdspladsen virkede umulig.

”Jeg ringede til 3F i Aarhus for at høre, hvad jeg skulle gøre. For jeg anede det ikke. Det er jo ikke noget, man går og tænker over til daglig, hvad man skal gøre i sådan en situation. Men 3F var meget imødekommende og fortalte, at de nok skulle tage sig af sagen,” fortæller Dorthe Andersen.

Undervejs i sagsforløbet var 3F og Dorthe Andersen i dialog, hver gang der skete nyt i sagen, og den løbende kontakt var med til at give hende en følelse af, at hun nok skulle klare sig igennem den svære tid:

”Det gav mig en fantastisk ro at vide, at der var jurister og faglige medarbejdere, der forsikrede mig om, at det hele nok skulle gå.”

Slut med arbejdslivet
I september 2018 faldt der en afgørelse i sagen fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Hun blev vurderet til at have 35 % varige mén. Den beslutning ankede 3F, da de mente, at der ikke var taget højde for alle Dorthes skader. Det betød, at hun endte med 45 % varige mén. Og da et andet sagsforløb, 3F også kørte for hende, viste, at hun havde en tabt arbejdsevne på 85 procent, indså Dorthe Andersen for alvor, at arbejdslivet, som hun kendte det før ulykken, var slut.

”Jeg kan huske, at jeg blev både glad og ked af det på samme tid. På den ene side var jeg glad for, at sagen nu var afsluttet, og jeg kunne komme videre. På den anden side var jeg ked af at få den melding, jeg nok havde frygtet – at jeg ikke kunne komme tilbage til et almindeligt arbejde igen,” fortæller Dorthe Andersen.

Holder humøret højt
I dag er Dorthe Andersen så småt ved at vænne sig til sin nye tilværelse, hvor hun er førtidspensionist og ude af stand til at varetage et arbejde. Hun er i stand til at bevæge sig rundt med en skinne på det ødelagte ben, men hun bliver hurtigt træt. Og hun er ofte plaget af smerter – især om natten.

”Det har været hårdt for mig og en meget stor omvæltning. Jeg har altid været aktiv og cyklet til arbejde – og lige inden ulykken havde jeg gennemført min første halvmarathon. Men selvom der er svære dage, så forsøger jeg altid at holde humøret oppe og få det bedste ud af tilværelsen. Jeg er for eksempel blevet valgt ind i menighedsrådet her i Tranbjerg, og det giver mig en følelse af, at jeg stadig kan bidrage med noget.”

Hun er også meget taknemmelig for al den støtte, hun har fået undervejs. Både fra venner og familie og fra kommunen og sygehusvæsnet. Og også 3F, som kørte arbejdsskadesagerne for hende:

”De penge, jeg har fået tildelt i erstatning, betyder ingenting. Jeg er bare glad for, at sagen er sluttet, og jeg er kommet igennem det hele. Her har 3F virkelig været fantastiske, og jeg ved slet ikke, hvad jeg skulle have gjort uden deres hjælp.”