Nyheder
Chauffører sendt hjem under corona Chauffører i HB Care blev sendt hjem på 0-timers kontrakter med kort varsel, da en ny nedlukning ramte landet. Firmaet bruger en mulighed overenskomsten, som er beregnet skoleferier. 3F TLB vil have muligheden fjernet.

I januar blev chaufførerne i HB Care sendt hjem på 0-timers kontrakt i en uge. Det skete med ganske få dages varsel. 

Den umiddelbare årsag var Corona-nedlukning, der giver mindre kørsel, blandt andet for skolerne. 

Men problemet ligger også et andet sted:  

- Den nye TA-overenskomst fra marts 2020 indeholder en bestemmelse om ”incitament” - et forfærdelig ord, som går ud på, at turistvognmændene kan sætte chaufførerne ned på en 0-timers kontrakt i 10-12 uger om året i skolernes ferier, fortæller Orla Aagaard, faglig sekretær i 3F TLB.  

Firmaet har ligesom andre vognmænd døbt det low-perioder.

De er altså tiltænkt skoleferierne, men blev brugt af HB Care under corona. Chaufførerne betaler prisen.  

Det har vi ikke råd til

- Det er mange ufatteligt kede af, for det er jo en usikkerhed, vi ikke ønsker. Nogle fik garantitimerne, men ellers var der ingenting. Og hvem har råd til at miste 2-3.000 kroner – flere gange om året? spørger Mie Østergaard, tillidsrepræsentant i HB Care i Aarhus. 

Mange af chaufførerne har måtte melde sig ledige i perioden. 

Sidste år benyttede firmaet sig af trepartsaftalerne, der gav mulighed for hjemsendelse, men det er ikke nødvendigt med den nye overenskomst.

Forbundet havde ellers presset på, for at HB Care og andre vognmænd brugte de hjemsendelses-ordninger, der er i spil under corona-krisen.  

I Aarhus blev 54 chauffører sendt hjem. Ugen efter blev de kun lige reddet på stregen, da en ny low-periode blev aflyst, fordi firmaet fik kørsel til corona-vaccinationer. 

Kæmpet mod 0-timers kontrakter

Orla Aagaard er meget lidt begejstret for den nye ordning. 

- Ved overenskomstforhandlingerne i foråret 2020 stemte forhandlingsudvalget nej til 0-timers kontrakter og nedstemte overenskomstforslagene. Derefter skulle vi i Forligsinstitutionen, hvor det gik galt. Danmark blev lukket ned, ligeledes Forligsinstitutionen, grundet Corona-restriktioner. Forhandlingerne blev dog genoptaget i Forligsinstitutionen, og overenskomsten blev indgået under unormale og svære forhold, siger Orla Aagaard. 

Alligevel kom det som et chok for mange chauffører, da HB Care med ét sendte folk hjem over hele landet. 

- Vi havde ikke regnet med, at firmaet benyttede sig af muligheden under corona, men de har desværre lov til det – også uden varsel! Det har altid været vores kæphest at vi vil af med 0-timers kontrakterne, og så sker det her. Det er utroligt negativt, og vi kan kun klandre os selv. Det er knageme dumt! siger Mie Østergaard. 

Kan få konsekvenser for dagpenge

De såkaldte low-perioder kan også have konsekvenser for chaufførernes understøttelse, fortæller Klaus Jensen, a-kasseleder i 3F TLB i Aarhus. 

- Der en risiko for, at man ikke optjener løn nok til at kunne få fulde dagpenge, hvis man bliver arbejdsløs, men må nøjes med for eksempel halvdelen. Heldigvis har man lige fået forlænget antallet af uger for supplerende dagpenge på grund af corona-nedlukning, så der er nogle, der bliver reddet på stregen, siger Klaus Jensen.


Masser af fordele med 3F Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga
Kontakt