Arbejdsliv Plus
Bekymret over din gas- og elregning? Her er ekspertens råd De enormt høje priser kan være en fornuftig anledning til at skille sig af med det gamle naturgasfyr, lyder rådet.

Bider du også negle, når du tænker på den kommende el- og varmeregning? Eller sidder du med ubesvarede spørgsmål som, skal du skille dig af med naturgasfyret, og bør du i så fald vælge en varmepumpe eller fjernvarme? Og hvad kan man egentlig gøre for at sænke sit forbrug?

Læs svarene fra ekspert Niels Hørby, der er energirådgiver hos selskabet Energitjenesten, herunder.
Spørgsmål og svar fra eksperten

Jeg har et ældre naturgasfyr. Om 5-10 år kan min husstand få fjernvarme. Bør jeg købe en elektrisk varmepumpe?
- Vent, og kobl dig på fjernvarmen. Fjernvarmen er vores første anbefaling, fordi det er enkelt, og der langt de fleste steder er fornuftige priser. Varmepumpen er en udmærket løsning, men kræver noget vedligehold og en årlig service, det gør fjernvarmen ikke. Hvis du er i tvivl om, om du kan få fjernvarme inden for en årrække, så undersøg det. Det er ikke alle steder, man får det at vide. Spørg kommunen eller fjernvarmenetværket, hvilke planer der er i dit område, og kig i lokalplaner og lignende. I langt de fleste tætbeboede områder kommer der en fjernvarmeløsning, i landområder er varmepumpen typisk den bedste løsning.

Jeg har et næsten nyt naturgasfyr, men nu har jeg fortrudt på grund af priserne. Hvad skal jeg gøre?
- Hvis jeg havde et naturgasfyr, og jeg ikke havde mulighed for at få fjernvarme, så ville jeg vælge en varmepumpe – uanset hvor gammelt naturgasfyret var i forvejen. Du kan prøve, om du kan videresælge fyret brugt. På den korte bane er naturgasfyret billigere, fordi det er billigere at få installeret. Men det er en energiform, der er ved at blive udfaset, og på den lange bane er luft-vand varmepumpen eller jordvarme en billigere løsning.

Jeg kunne godt tænke mig at få fjernvarme, men lige nu er det ikke en mulighed. Hvad kan jeg gøre?
- Kontakt dit fjernvarmenetværk, og sig, du gerne vil have fjernvarme. Hvis tilstrækkelig mange gør det, vil de måske gerne lave projektet. Du kan gå sammen med naboer og beboere i dit område. Det kan også være en god idé at lægge pres på lokalpolitikere. Men i sidste ende er beslutningen desværre ikke op til dig.

Jeg har fjernvarme, men prisen stiger voldsomt i øjeblikket, fordi fjernvarmeprisen er afhængig af gas. Bør jeg skifte til en elektrisk varmepumpe?
- Hav is i maven. Jeg tror, at de fjernvarmeanlæg, der er afhængige af gas, vil satse på nogle andre energiformer. Lige nu forhandler politikerne om kompensation for de stigende priser, og vi ved ikke endnu, hvordan aftalen lander. Hvis du har penge på kistebunden, bør du i stedet bruge dem på energirenovering: Få skiftet vinduerne eller isoleret huset. Det sparer du rigtig mange penge ved på den lange bane.

Jeg skal skifte mit gasfyr til en varmepumpe. Hvad skal jeg være opmærksom på?
- Find en god og erfaren montør, det er mit allervigtigste råd. Der er stor forskel på montørerne. Lad være med at købe noget på nettet. Spørg dig omkring i dit lokalområde. Jeg har selv en varmepumpe derhjemme. Mit indtryk er, at de montører, der har erfaring med varmepumperne, ofte er de mest fair i pris. Og det er utrolig vigtigt, at den har den rigtige størrelse, er monteret korrekt, og så skal den indreguleres, ellers fungerer den ikke optimalt. Og så bliver det dyrere i længden.

Varmepumpen er et lavtemperatur anlæg, der er mest energieffektiv ved lave temperaturer, helst under 50 grader i fremløb til radiatoren. Gasfyr kører ofte med 60 grader på den kolde vinterdag. Derfor bliver det ekstra vigtigt, at der er fornuftige radiatorer eller gulvvarme i alle rum. Gå gerne hvert rum igennem med varmepumpefirmaet og vurdér rum for rum, om der er brug for at udskifte til nogle radiatorer, som kan afgive flere watt.

Min varmepumpe synger på sidste vers og trænger til at blive udskiftet. Om nogle år kan jeg få fjernvarme. Hvad skal jeg gøre?
- Prøv at få din varmepumpe til at strække sig så længe som muligt, mens du venter på at kunne få fjernvarme. Hvis den takker af, kan man lave en nødløsning. Det kan eksempelvis være et midlertidigt oliefyr eller at gå over til brændeovnen. Men det vil ikke være relevant for alle, og hvis den ikke kan klare mere, kan du være nødt til at få en ny varmepumpe. Det afhænger af den konkrete situation.

Jeg får ondt i maven over de svingende priser, og jeg frygter, at de stiger endnu mere. Bør jeg skifte til en fastprisaftale?
- Det er ikke en god idé lige nu, fordi priserne er så høje. Over tid er en variabel pris som regel den billigste løsning. Men det kan være en rigtig god idé at undersøge en fastprisaftale til sommer. Der er priserne som regel noget lavere, og der kan man måske få en fornuftig aftale.

Jeg har hørt, at man kan “shoppe” mellem selskabernes introduktionstilbud. Er det en god idé?
- Selskaberne lokker med, at man kan skifte på ti minutter. Men virkeligheden er en anden. Du skal have et nyt login, tilmelde den nye regning til betalingsservice og så videre. Der er noget arbejde og bøvl i det. Men hvis du er god til det, kan du godt spare penge på det. Men vær opmærksom på, at alt er dyrt lige nu, også introduktionspriserne, så tjek din egen aftale, før du skifter.

Min elregning er steget mere end for dem, jeg kender. Hvad kan jeg gøre?
- Den nuværende situation er forvirrende for mange. Det er vigtigt, at du sætter dig ind i, hvilken aftale og hvilket abonnement du har. Find ud af, hvem der leverer din strøm, og log ind på deres hjemmeside. Her kan du se, om dit forbrug ligger højere eller lavere end gennemsnittet. Hos sparenergi.dk kan du ringe ind og få gratis rådgivning. Derudover vil jeg anbefale, at man søger vejledning hos Videncenter for Energibesparelser.

Hvad kan jeg gøre for at sænke mit elforbrug?
- Nogle har to frysere eller et ekstra køleskab stående i garagen. Hvis du har det, så overvej at skille dig af med det ene. Andre lader deres TV køre i baggrunden, mens de laver noget andet. Her bør du lade radioen køre i stedet. Så kan du både høre noget fed musik og spare penge samtidig. Og hvis du har en variabel elprisaftale, så stiger prisen på din strøm på de tidspunkter, hvor alle andre også bruger meget strøm. Så hvis du kan flytte dit forbrug til andre tider af døgnet, er der også penge at spare der, hvis du eksempelvis tænder for vaskemaskinen eller opvaskemaskinen sent om aftenen.

Hvad kan jeg gøre for at sænke mit varmeforbrug?
- Isoler huset, gerne med 300 millimeter isolering i loftet og gode vinduer med energiruder. Hvis man regner på det lige i øjeblikket, så er det økonomisk fornuftigt at fremrykke gør det selv-projekterne, hvis det er muligt. Når du laver energiforbedringer, stiger værdien på dit hus også. Man kan også vælge at skrue ned for varmen i den del af huset, hvor man ikke befinder sig. Det går ud over komforten, men kan være en løsning, hvis man bor i et stort hus. I sidste ende kan det være en løsning simpelthen at flytte i et mindre og bedre isoleret hus. Det er i de store og dårligt isolerede huse, at varmepriserne stikker helt af.

Få gratis vejledning hos SparEnergi.dk


Masser af fordele med 3F Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga
Kontakt