Arbejdsliv Plus
Sådan betaler du dine regninger billigst Afhængig af, hvordan du betaler dine regninger, kan der være penge at spare. Læs her om, hvordan du kan spare penge, når du betaler dine regninger.

Lad være at bruge indbetalingskort

Mange forsikringsselskaber og andre virksomheder tager et temmelig stort opkrævningsgebyr, hvis de skal sende et indbetalingskort til kunderne.

For eksempel forlanger forsikringsselskabet Tryg 38,50 kr. pr. opkrævning ved betaling via indbetalingskort.

Udgiften kan mange gange nedsættes eller helt fjernes ved at tilmelde faste betalinger til Betalingsservice, automatisk kortbetaling eller Mobilepay.

Gebyrer for Betalingsservice

Mange virksomheder opkræver ikke et særligt opkrævningsgebyr hos de kunder, der betaler via Betalingsservice.

Men for eksempel forsikringsselskabet Tryg tager 9,50 kr. pr. opkrævning, når pengene går via Betalingsservice.

På din månedlige oversigt fra Betalingsservice kan du se, om de firmaer, som du betaler til, opkræver et særskilt opkrævningsgebyr.

Automatisk kortbetaling

Ved automatisk kortbetaling får du ikke ligesom ved Betalingsservice sendt en oversigt hver måned over de kommende betalinger.

Men du kan se betalingerne på din kontooversigt for betalingskortet.

Hvis virksomheden kan trække andre beløb end de faste, eller hvis tidspunktet for betalingen ikke ligger fast, så skal virksomheden give dig besked i god tid, før pengene trækkes.

Mobilepay Subscriptions

Med Mobilepay kan du tilmelde dig en automatisk betalingsaftale via din mobiltelefon.

Som udgangspunkt er løsningen gratis, men der findes firmaer, som tager et lille gebyr, for eksempel forsikringsselskabet Tryg.

Du kan i Mobilepays app se en oversigt over dine betalingsaftaler.

Kilde: Forbrugerrådet Tænk, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen m.fl.



Masser af fordele med 3F Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga
Kontakt