Nyheder
BJMF skal arbejde aktivt for en grøn omstilling

Bæredygtigt og energieffektivt byggeri, erhvervsuddannelser tilpasset grøn produktion, samarbejde med fagforeninger og miljøorganisationer for at fremme den grønne omstilling. Det er nogle af de beslutninger, som BJMF traf på sin generalforsamling



På sin generalforsamling den 8. maj vedtog BJMF at arbejde aktivt for en retfærdig grøn omstilling, der kan nedsætte CO2-udledningen.

Baggrunden for beslutningen er, at fagbevægelsen siden sin start, har kæmpet for at forbedre levevilkårene for de næste generationer. Lige nu overskygger truslen fra klimaforandringerne alle andre bekymringer om fremtiden. Ifølge de førende klimaforskere skal vi i løbet af kun 12 år have halveret CO2-udledningerne globalt, hvis vi skal have en chance for at undgå bare de værste konsekvenser af klimaforandringerne.

Beslutningen betyder bl.a. at:

→ BJMF i samarbejde med andre fagforeninger og miljøorganisationer vil arbejde aktivt for at fremme den grønne omstilling. Vi skal arbejde for at der kommer gang i den grønne omstilling hurtigere end det sker lige nu, og at omstillingen sker på en måde, hvor ingen bliver efterladt på perronen. Vi vil have en retfærdig omstilling.

→ Vi vil ikke have afgifter, der rammer de lavestlønnede hårdest, men derimod massive investeringer i og støtte til grønne alternativer, der vil gøre dem til det naturlige valg.

→ Byggeriet er en af de brancher, der udleder allermest CO2. Vi vil presse på for at alt nybyg bliver bæredygtigt og energieffektivt både i produktion og efterfølgende brug, og at der sker omfattende renovering af den eksisterende bygningsmasse, så den kan leve op til energikrav, der sikrer reduktion af CO2-udledningen.

→ Vi skal arbejde for at vores erhvervsuddannelser bliver tilpasset til en grønnere produktion. Vi skal arbejde for at efteruddannelse og omskoling bliver en del af den grønne omstilling, så dem, hvis job bliver udfaset, bliver sluset over i de mange nye arbejdspladser, der vil opstå i takt med nye produktionsformer.

Download hele den vedtagne beslutning at arbejde aktivt for en grøn omstilling (pfd)

Filer BJMF arbejder aktivt for en groen omstilling 61,1 KB PDF Hent dokument
Kontakt