Nyheder
Blokade på Buddinge Hovedgade


200 fagforeningsaktivister blev, efter et par timers demonstration mod underbetaling, lovet, at der i dag - mandag - vil komme orden på sagerne på Buddinge Hovedgade, hvor underentreprenøren UAB Fikripa enten tegner overenskomst eller bliver fjernet fra pladsen. Det har hovedentreprenøren meldt ud.



Fagligt aktive fra bl.a. byggefagene og transporten mødte torsdag morgen, den 22. november, op til den lovlige demonstration på Buddinge Hovedgade for at få skaffet overenskomst til de godt 35 litauiske mand, der arbejder 55-60 timer om ugen til en løn på ca. 60 kr. i timen. 

De er ansat i det litauiske firma, UAB Fikripa, som 3F tidligere forgæves har forsøgt at tegne overenskomst med. Virksomheden er blevet blokeret af 3F og sympatikonfliktet  af LO. Det vil sige at alle organiserede arbejdere på pladsen har ret og pligt til at nedlægge arbejdet. Det skete da også torsdag, hvor elektrikere og VVSere pakkede deres ting og forlod pladsen.

Det er et foretagende, der hedder Buddinge Gård A/S, der er i gang med at renovere og ombygge det tidligere VUC-center til dyre lejligheder.
Buddinge Gård A/S er ejet af investeringsselskaber og finansfolk, og de har hyret virksomheden ISCO ApS v/Mads Tolderlund til opgaven.

ISCO ApS har en overenskomst med 3F BJMF, men ingen ansatte. De har til gengæld hyret litauiske UAB Fikripa til arbejdet.

Sympatikonflikten mod UAB Fikripa er således lovligt indvarslet, og til demonstrationen i torsdag havde Københavns Vestegns Politi og Gladsaxe Kommune givet tilladelse til at demonstrere på adressen. 

Følg sagens udvikling idag på BJMFs Facebookside.

Kontakt