En enorm interesse for at arbejde med vores grundvand udføres på en miljømæssig forsvarlig måde og et ønske om at få sat nye standarder for hvad der skal til for at få lov til at arbejde med grundvandssænkning, har været baggrund for en helt ny uddannelse.
Det er 48-årige Thomas Thomasen fra Aarsleff, der har stået fadder til en ny uddannelse som grundvandstekniker. Det første hold på otte personer blev færdige med uddannelsen i foråret. I første omgang er der alene tale om en uddannelse, der er knyttet til Aarsleff.
- Jeg har arbejdet med grundvandssænkning i 23 år, og jeg har lavet alle de fejl, som det er muligt at lave. Derfor har det været naturligt, at nye kolleger spurgte mig, når de stod overfor en udfordring, de ikke lige havde svaret på. I stedet for at det skulle fortsætte, blev jeg sammen min nærmeste chef, chefkonduktør Jan Jensen, enige om at få sat al den opsamlede viden i system gennem et uddannelsesforløb.
Efterfølgende har Aarsleffs direktion bakket op, så vi får fuld løn de dage, vi er på skole, siger Thomas Thomassen, der er underviser på uddannelsen.
Store ambitioner
Uddannelsen består af fem hovedmoduler og varer 18 måneder med en dag på skolebænken hver anden uge, hvorefter der arbejdes i praksis i firmaet med de gennemgåede discipliner de følgende uger. Der er mulighed for flere frivillige overbygninger som eksempelvis boremedhjælper og døgnvagt, ligesom der arbejdes på mulighed for at man efterfølgende kan specialisere sig inden for de enkelte moduler.
Første hold kan som nævnt nu kalde sig grundvandssænkningstekniker. Yderligere to hold af hver otte personer er i gang med uddannelsen.
Uddannelsen foregår i Aarsleffs regi, men det er Thomas Thomasens håb, at den kan gøres tilgængelig for andre.
- Vi får som firma en fordel ved, at vi har ansatte, der har papir på, hvad de kan, når det handler om håndtering af grundvand, men det er overordnet vigtigt, at vi passer på vores miljø, og at vi også i fremtiden har grundvand som en sikker drikkevandsressource. Derfor bliver der arbejdet på at finde en model, så uddannelsen kan gøres tilgængelig for kolleger i andre virksomheder, siger han.
Ambitionerne stopper dog ikke ved det. Den ultimative drøm er, at arbejdet med grundvandssænkning, bliver en gren af struktøruddannelsen.
- Jeg håber, at vi på sigt kan få sat nye standarder for knowhow og uddannelse for at kunne få lov til at arbejde med grundvandssænkning. Det vil styrke de seriøse og forhåbentlig udelukke dem, der reelt ikke har kompetencerne til at arbejde på en miljømæssig ordentlig måde. Det ville styrke hele branchen og arbejdet med at passe på vores miljø, siger Thomas Thomasen, der logisk nok også er arbejdsmiljørepræsentant i virksomheden.
Ekstra i lønningsposen
Ud over at de har fået fyldt nye kompetencer på, kommer der også lidt mere på lønsedlen. Ved de seneste lokalforhandlinger med Aarsleff er der således indført et særligt teknikertillæg på i første omgang godt 10 kroner i timen.
De otte nyuddannede grundvandssænkningsteknikere har dannet en spritny faglig klub med tilknytning til BJMF, hvor de alle er medlem. Klubben vil vokse, efterhånden som flere gennemfører uddannelsen.
Opmåler i Opmålerforeningen Storkøbenhavn, Benny Allermand, hilser både den ny klub og uddannelse velkommen.
- Det vil altid være en løftestang for medlemmerne, at de bliver dygtigere. Det har vi bestemt ikke noget imod, siger han.
Har du et spørgsmål? Vi sidder altid klar ved telefonerne til at hjælpe dig.
Hvis du er medlem af 3F, skal du logge på Mit3F for at kontakte din afdeling.
Bliv ringet op af 3F og få hjælp til at melde dig ind.
Er du medlem af 3F skal du logge på Mit3F for at kontakte din afdeling.
Spørg os om alt. Vi svarer hurtigst muligt
Er du medlem af 3F skal du logge på Mit3F for at kontakte din afdeling.