Episode i Fælledparken beskrevet misvisende i medierne

En del af pressen har i går og i dag helt misvisende skrevet at BJMF startede slagsmål og havde en truende adfærd ved hovedscenen i Fælledparken 1. maj. Det afviser BJMF

Flere medier har i dag og i går beskrevet voldelige episoder foran hovedscenen i Fælledparken 1. maj, og skrevet, at det var medlemmer af 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening, 3F BJMF, der startede balladen.

BJMF kan imidlertid ikke genkende det billede, der bliver tegnet af situationen, og finder pressens dækning af episoden meget ensidig, skriver fagforeningen i en pressemeddelelse i dag.

I følge BJMF var der lagt op til episoden allerede tidligere på dagen, hvor DSU reagerede aggressivt over BJMF Ungdom, der stod med et banner med teksten ” 30 timers arbejdsuge” ved indgangen til Fælledparken på Nørre Allé.  DSUerne gik helt tæt på de unge og råbte at de skulle ”skride ad helvede til”.

Ifølge BJMFs medlemmer var forløbet foran selve hovedscenen senere på dagen, at BJMF Ungdom i god tid stillede sig op med et banner om pension. Derefter kom en flok DSUere og forsøgte at mase sig forbi de unge og skubbe dem væk.

De unge fra BJMF Ungdom blev derefter omringet af DSUere, der forsøgte at dække banneret med skilte og faner. Der blev også spyttet på nogle af de unge fra BJMF Ungdom.

Hele episoden medførte en del skubben og tumult fra begge sider, og det tager vi stærkt afstand fra”, siger Claus Westergren formand for 3F BJMF.

Vi finder det helt uacceptabelt, at vores unge ikke kan ytre deres mening uden at blive fysik overfaldet og truet med tæsk”, siger Claus Westergren videre.

BJMF syntes, at den dækning af episoden, som nogle mediere har lagt frem, er en ensidig og direkte usand. For eksempel nævnes det, at et bestyrelsesmedlem fra Murenes Brancheklub skulle være blevet anholdt. Dette er direkte usandt.

Hvis man som journalist gjorde sit arbejde ordentligt, kunne man kontakte politiet, der ville have fortalt, at de ikke foretog anholdelser i forbindelse med episoden.

Man kunne også have kontaktet 3F BJMF eller Murernes Brancheklub, som kunne have oplyst, at ingen medlemmer var blevet anholdt. 

Vi ønsker en faglig og aktiv debatkultur, og tager afstand for en enhver form for vold”, siger Claus Westergreen.

Yderligere oplysninger:
Claus Westergreen, tlf.: 40 82 52 64

Menu