Nyheder
OK2020: Reelle forhandlinger eller konflikt! Stor frustration over at Dansk Industri igen kommer til at diktere rammerne for den kommende overenskomst 2020.

OK-forhandlingerne er allerede i gang. Der bliver afholdt medlemsmøder og diskuteret krav. Men spørgsmålet om en reel musketer-ed, som i de private havde i 2018, bliver afvist af fagbevægelsens top.

OK2020 møde i fagforeningen
Mandag den 8. april var der medlemsmøde i fagforeningen, som forbundets byggegruppe havde arrangeret som led i en landsturne. Mødet handlede først og fremmest om at diskutere kravene til den kommende overenskomst.

Det blev gjort i grupper, selvom der blandt mødedeltagerne var stor lyst til at diskutere, hvordan man kan undgå at Dansk Industri kommer til at diktere alt.

For at understrege at BJMF denne gang vil have indflydelse og er parat til at kæmpe for det, blev der taget et gruppebillede med alle deltagerne og et stort banner med tekst: Vi er klar til konflikt.

OK2020 møde i Byggefagene
Bare to dage senere afholdt Byggefagenes Samvirke et OK2020 topmøde med Lizette Risgaard, formand for FH (tidl. LO), Per Christensen, formand for 3F og Martin B. Hansen, formand for Malerforbundet.

Også dette møde afspejlede den frustration, der er blandt mange byggefolk, over ikke have indflydelse på forhandlingerne. 
”DI skal ikke diktere, at Danske Byggeri eller Tekniq ikke må forhandle. Vi oplever, at modparten ikke vil forhandle med os, fordi der allerede er indgået en ramme. Vi må sige til DI allerede nu, at hvis der ikke kommer en tilfredsstillende løsning, så betyder det konflikt” sagde formand for byggegruppen i BJMF, Carsten B. Hansen.

”Det vil være godt at have en musketer-ed, at have solidaritet mellem forbund og brancher”, sagde han videre.

Han blev suppleret af en anden BJMFer, Rasmus Gudmandsen, der bl.a. sagde:

”Arbejdsgiverne holder sammen… Men det gør vi ikke!”

Kontakt