Den startede efter det helt sædvanlige mønster: Ingen laver reelle forhandlinger før finansministeren har lagt den økonomiske ramme sammen med forhandlerne på statsområdet.

Der er ingen love eller officielle aftaler om dette, men ingen protesterer. Det er ligesom på det private område med aftaleret mellem CO-industri og DI.

Hvorfor er det et problem?
Statens område har en stor overvægt af længerevarende uddannede folk. De sidder centralt i forhandlingerne og de er gennemsnitligt meget højere aflønnet end man er på KL og Regionsområdet.

Det betyder en forholdsvis lille lønstigningsprocent kan dække prisstigninger og sikre en lønfremgang. Det gør den samme procent ikke ved lavere lønninger.

En løn på 25.000 kr. om måneden får en stigning på 1400 kr. pr. måned, OVER 3 ÅR. En løn på 50.000 kr. får 2.800 kr. pr. måned. De har også større behov, for de har vænnet sig til større forbrug.

Har der været forhandlinger?
Når man regner lidt på tallene, finder man, at stigningen udgør næsten nøjagtigt 80 procent af lønstigningen ved OK 2020 for industrien. Når man samtidig tænker på den aftale om regulering, i forhold til det private arbejdsmarked på 80% får man nemt den tanke, at der slet ikke har været forhandlet. Frygten for at komme til at ”skylde” er åbenbart større end lysten til at slås for medlemmernes krav.

Resultatet er ganske enkelt ikke godt nok!