Nyheder
OK23 Snedker-Tømrernes Brancheklub siger NEJ - Vi er villige til at tage en storkonflikt for at få hævet lønningerne i bunden og bekæmpe social dumping, siger brancheklubben

Snedker-Tømrernes Brancheklub København anbefaler NEJ til OK23 og opfordrer  alle lønmodtagere på tværs af fag og brancher til at stemme nej til OK23 og forberede sig på en konflikt.

Læs begrundelse her:

Vores forhandlere har utvivlsomt gjort deres bedste for at konvertere industriforliget over til noget brugbart i byggeriet. Og forliget indeholder også forbedringer. F.eks. får lærlinge nu betalt deres værktøjskasse og tillidsrepræsentanter får bedre vilkår.

Men vores forhandlere blev sendt afsted med et klart mandat til at veksle lønstigninger for de højest lønnede til et markant løft af bunden. Det har Dansk Industri nægtet og dermed begrænset vores forhandleres mulighed for at indfri vores krav. Derfor anbefaler ST-brancheklubben at man stemmer NEJ til OK23.

For billigt for arbejdsgiverne

Vi mener overordnet set, at den økonomiske ramme er for spinkel. Virksomhederne i bygge-anlæg branchen har øget deres overskud med over 90% pr. medarbejder fra 2018-2021. Samtidigt har inflationen været historisk høj. Der er rigtig nok større procentstigninger i forliget end normalt, men set i lyset af ovenstående, er det simpelthen for lidt. Arbejdsgiverne må til lommerne. Vi skal have del i det overskud som vi selv har skabt.

Intet markant løft af mindstelønnen

Vores allervigtigste krav var et markant løft af lønnen i bunden. Dette er et solidarisk krav der kollektivt løfter vores udenlandske kollegaer såvel som vores lavtlønnede danske kollegaer. Det har vi ikke opnået.

Det er positivt, at vi har fået et nyt værktøj til at bekæmpe social dumping. Nemlig et ”boligtillæg” på 25 kr/t til udenlandske kolleger, der ikke er herboende. Tiden vil vise, hvor effektivt et værktøj det er, men det er en forbedring. Og det viser, at det trods alt har presset arbejdsgiverne, at vi har kæmpet for at sætte fokus på social dumping.

Men boligtillægget kan på ingen måde erstatte et generelt løft af mindstelønnen. Hverken danske bygningsarbejdere eller herboende udenlandske, der er lønnet nede omkring mindstelønnen, får det lønløft de fortjener med denne aftale. Vi ønsker et kollektivt løft af mindstelønnen, for at mindske forskellen imellem højt- og lavtlønnede.

Arbejdsgiverne nægter fortsat at gå med til et kædeansvar. På den måde holder de hånden over den systematiske svindel og omgåelse af overenskomsterne blandt deres medlemsvirksomheder. Det kan vi ikke leve med. Ikke flere lappeløsninger. Vi vil have et reelt værn imod social dumping.

Usolidarisk overenskomst

Igen ser vi et overenskomstresultat der fremmer de højest lønnede. Procentstigninger på SH-kontoen, pensionen og prislisterne bidrager til at øge skellet mellem højt-og lavtlønnede. Vi ønsker en solidarisk overenskomst hvor ingen efterlades på perronen.

22% af danske bygningsarbejdere tjener under 160kr/t. Den gruppe af kollegaer står tilbage med en reallønsnedgang. Ligesom den store gruppe, der ligger i midten lønmæssigt.

Højtlønnede akkordsvende vil muligvis få dækket det tabte ind, men i en tid med gigantiske overskud hos virksomhederne, må vi spørge os selv: Er det at gå i nul virkelig nok? Eller er det nu vi skal sikre økonomisk fremgang for alle lønmodtagere?

Færre fridage

Regeringen har foræret en ekstra arbejdsdag til arbejdsgiverne. Det er en historisk forringelse, at vi skal arbejde mere. I en tid med øget nedslidning, stress og en stigende pensionsalder er det uhørt at vores arbejdstid øges. Mette Frederiksen har meldt tydeligt ud, at dette blot er begyndelsen. Vi vil ikke acceptere at regeringen går arbejdsgivernes ærinde og foringer vores overenskomster. Hvis vi lader dem slippe afsted denne gang, hvad bliver så det næste? Vi sætter foden ned og giver regeringen og arbejdsgiverne kamp til stregen.

Tag vores forhandlere alvorligt

Sektionsforhandlingerne for snedker-tømrerne brød sammen. Det er her detaljerne om netop vores overenskomst forhandles. Vi vælger demokratisk hvem vi sender afsted som forhandlere og kolleger i hele landet har brugt tid på at udarbejde grundige forslag til konkrete forbedringer i vores overenskomst. Det er useriøst, at alle de krav bliver blankt afvist af arbejdsgiverne. Der bør være reelle forhandlinger på alle overenskomster.

Hellere storkonflikt end at efterlade de lavestlønnede

Det er med oprejst pande og åbne øjne at ST-brancheklubben anbefaler at stemme nej til OK-resultatet og dermed gå konfliktens vej. I opgangstider som disse burde vi kunne forvente mere af vores modpart. Arbejdsgiverne har ikke ville komme til lommerne ved forhandlingsbordet.

Vi mener at tiden er inde til at vise arbejdsgiverne, at vi er villige til at tage en storkonflikt for at få hævet lønningerne i bunden og bekæmpe social dumping. Historien viser os at de største landevendinger er vundet i forlængelse af en storkonflikt. Derfor opfordrer vi alle lønmodtagere på tværs af fag og brancher til at stemme nej til OK23 og forberede sig på en konflikt.

Læs også anbefalingerne fra:

Filer Snedker- Tømrernes Brancheklub anbefaler et NEJ til OK23 114 KB PDF Hent dokument Byggeriets overenskomster protokollater 2023 1,61 MB PDF Hent dokument

Masser af fordele med 3F Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga
Kontakt