Vær opmærksom på begunstigelseserklæringer

Begunstigelseserklæringer kan laves på din pensionsopsparing og dine forsikringer. Hvis du har lavet en sådan, skal du være opmærksom, hvis dine forhold ændrer sig.

Skal din eks have din pension?

Bliver du skilt, og har du tidligere indsat din ægtefælle eller samlever som pensionsarving, kan du risikere, at eks’en løber med din pension, hvis du dør.

Der kan være gode grunde til at tjekke, hvem der står til at arve din pension. Bliver du skilt, og har du indsat din tidligere ægtefælle som såkaldt begunstiget, kan det i værste tilfælde betyde, at han eller hun vil få pensionspengene, hvis du dør – selvom I er blevet skilt. Det samme gælder, hvis du har indsat en tidligere kæreste eller samlever som begunstiget.

Tjek, hvem der får dine pensionspenge
Du kan tjekke, hvem du har indsat som begunstiget på dit pensionsselskabs hjemmeside. I PensionDanmark logger du ind på pension.dk, og i Industriens Pension logger du ind på industrienspension.dk/Minside. Du logger ind med NemID. På pensionsselskabets hjemmeside kan du også ændre, hvem der skal have pengene, når du dør.

Ikke småpenge det handler om
Er du medlem i PensionDanmark, får dine efterladte udbetalt din pensionsopsparing, h
vis du dør før, du går på pension – dog mindst et skattefrit engangsbeløb på typisk 500.000 kr. Du kan selv skrue op og ned for engangsbeløbets størrelse ved at logge ind på pension.dk.

Reglerne er lidt anderledes, hvis du er medlem af Industriens Pension. Hvis du dør før, du går på pension eller fylder 67 år, vil dine efterladte typisk få en skattefri udbetaling på 300.000 kr., din aldersopsparing, hvis du har en, samt din rateforsikring. Du kan læse meget mere om dødsfaldsdækningen og dine muligheder for at ændre den på industrienspension.dk.

De får pengene, hvis du ikke selv vælger pensionsarving
Har du ikke indsat en begunstiget, bliver din pension automatisk udbetalt til dine nærmeste pårørende i nævnte rækkefølge:

  • Din ægtefælle
  • Din samlever, hvis I har boet sammen i mindst 2 år, eller I har børn sammen
  • Dine livsarvinger (børn, børnebørn mv.)
  • Arvinger efter dit testamente
  • Dine arvinger efter arveloven.

 

 

Menu