Coronavirus
Dagpenge ved pasning af hjemsendte børn Sidst i november 2021 vedtog arbejdsmarkedets parter og regeringen endnu en treparts-aftale, som genindfører dagpenge til forældre, der passer deres børn, som er sendt hjem fra skole eller institutioner.

Forældre skal trygt kunne passe deres børn derhjemme, når børnene for eksempel er sendt hjem på grund af corona. Det mener Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), Dansk Arbejdsgiverforening (DA) og regeringen, som har aftalt at genindføre dagpenge til forældre med hjemsendte børn.

Ordningen gælder for forældre, hvor børnene er smittet med Covid-19, eller der er smitte på børnenes skole, institution mv. Det er forudsat, at hjemsendelsen sker efter sundhedsmyndighedernes retningslinjer.

Der kan gives i alt 10 dages dagpenge pr. barn i den periode, hvor ordningen gælder.

Det er en forudsætning, at det dokumenteres, at ingen af forældrene kan arbejde hjemmefra, og den forælder, der er hjemme, må ikke få løn fra arbejdsgiveren.

Refusion til arbejdsgivere fra dag 1

Samtidig får arbejdsgiverne ret til at få sygedagpengerefusion fra første fraværsdag for ansatte, der er dokumenteret smittet med covid-19, og for ansatte, der skal gå i selvisolation, hvis den ansatte ikke kan arbejde hjemmefra.

Normalt får arbejdsgiverne først refusion efter 30 dage.

Ikke vedtaget endnu
Aftalen skal gælde fra 23. november til 28. februar 2022 – men den skal dog først vedtages i Folketinget. I skrivende stund er den ikke vedtaget.

De tidligere regler gjaldt indtil 1. juli 2021.


Masser af fordele med 3F Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga
Kontakt