Dit arbejdsliv
Bliv klar til MUS-samtalen MUS-samtalen (medarbejderudviklingssamtalen) er vigtig for din udvikling og trivsel på dit arbejde. Her kan du blive klogere på, hvordan du forbereder dig bedst muligt på den gode MUS-samtale med din chef.

Medarbejderudviklingssamtalen – eller MUS-samtalen, som den bliver kaldt – handler om din udvikling som medarbejder på din arbejdsplads. Oftest vil samtalen foregå med din nærmeste chef, hvor I tager en åben og fortrolig snak om dine nuværende og fremtidige arbejdsopgaver, dine udviklings- og efteruddannelsesmuligheder, balancen mellem arbejde/fritid og forhold til kolleger og chefer.

I dagligdagen er der sjældent tid til at få talt sammen i dybden om din udvikling på jobbet. Derfor er det en god idé, at der er faste rammer omkring MUS-samtalen – gerne i en hyggelig og afslappet atmosfære. MUS-samtalen er en god mulighed for at få at vide, hvilke forventninger din chef har til dig, og omvendt til at fortælle din chef om dit arbejde og dine ønsker for fremtiden.

Hvis din chef glemmer at indkalde til MUS-samtalen, så sig til. Enten selv eller via din tillidsrepræsentant. For den er vigtig, både for dig og din arbejdsgiver.

Tre gode råd til MUS-samtalen

MUS-samtalen er ikke bare en sludder med din chef. Det er derfor vigtigt, at:

  1. Du forbereder dig: Hvad er vigtigt at få sagt? Hvad vil du have ud af samtalen? Har du allerede et kursus i tankerne? Hvordan skal eventuelle problemer tages op?
  2. Du ser fremad: Tal om fremtiden og der, du vil arbejde hen imod. Det er sjældent særlig konstruktivt at bruge for meget tid på fortiden.
  3. Du er aktiv: Det er vigtigt, at du er lige så fremme i skoene som din chef, når det kommer til at finde på løsninger på eventuelle udfordringer. Måske har du et forslag eller en god idé til en bedre tilrettelæggelse af dit arbejde eller en ny måde at organisere arbejdet på.

Efter samtalen skriver din chef en opsummering af jeres aftaler. Læs den grundig igennem, og sig til, hvis du ikke er enig.

Typiske emner til en MUS-samtale

En god MUS-samtale afhænger både af, hvilke emner du og din chef tager op. Men oftest kommer man omkring følgende emner:

  • Hvordan er det gået siden sidst?
  • Hvad er planerne for det næste år?
  • Hvordan har du det på arbejdet?
  • Går samarbejdet godt med dine kolleger?
  • Hvilke mål har du for fremtiden for din udvikling?
  • Hvordan er balancen mellem arbejdsliv og privatliv?
  • Kommer der eller er du interesseret i nye opgaver?
  • Hvilke idéer har du til forbedringer?

Hvis du er i tvivl om reglerne for MUS-samtaler, så tal med din tillids- eller arbejdsmiljørepræsentant, eller kontakt din lokale 3F fagforening.

Læs også om trivsel på arbejdspladsen
Bliv medlem af 3F Som medlem af 3F er du del af et fællesskab, der sikrer gode løn- og arbejdsvilkår. Du får desuden en række fordele som PlusKort, Superliga-billetter, billige forsikringer og juridisk hjælp.
Bliv medlem
Bliv medlem


Masser af fordele med 3F Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga
Kontakt