Din efterlønsalder er 66 år, og din folkepensionsalder er 69 år. Din efterlønsperiode er højst tre år. Læs her om de særlige efterlønsregler for din alder.

Ret til efterløn

Du skal opfylde betingelserne om medlemsperiode og efterlønsbidrag for ret til efterløn. Hvis du betaler efterlønsbidrag, har du som udgangspunkt ret til efterløn. Har du først ret til efterløn på et senere tidspunkt end din efterlønsalder, har du fået et brev herom fra a-kassen.

Du kan gå på efterløn fra job, fra delpension eller som ledig. Du skal som udgangspunkt opfylde de samme betingelser som for at have ret til dagpenge, når du går på efterløn. Dog kan du gå på efterløn, selv om du er syg, hvis du har et efterlønsbevis.

Har du mistet din ret til dagpenge, efter du er fyldt 50 år, kan du gå på efterløn, selvom du ingen dagpengeret har. Det er en betingelse, at du straks går på efterløn når du bliver 66 år.