Forside Fordele Få hjælp Bliv medlem Søg Log ind Ledig Sådan får du mest ud af virksomhedspraktik eller job med løntilskud Snakker jobcentret om virksomhedspraktik eller løntilskud? Her får du et overblik over muligheder og begrænsninger ved de to ordninger.

En virksomhedspraktik skal hjælpe dig med at afklare, om et bestemt arbejdsområde er noget for dig. 

Formålet med løntilskud kan være en vej til fast arbejde eller muligheden for at få nye kompetencer. 

Læs om muligeder og begrænsninger, ved begge former.

Muligheder I lovgivningen er der to formål med virksomhedspraktik: Nemlig at du får afklaret, hvad du vil arbejde med frem over – eller at du bliver opkvalificeret (fagligt, sprogligt, socialt), så du nemmere kan få arbejde.

Overvejer du for eksempel at skifte branche, kan en praktik være en rigtig god mulighed for at få snuset til noget nyt for at finde ud af, om det er noget for dig.
Endeligt kan en praktik selvfølgelig åbne en dør til arbejdspladsen.
Et job med løntilskud betyder, at du kommer i arbejde i en virksomhed i lidt længere tid til overenskomstmæssig løn, mens virksomheden får tilskud til din løn. Her kan du for alvor gøre dig bekendt med arbejdspladsen – du får foden indenfor – og arbejdspladsen kan lære dig at kende. Desuden kan du lære noget undervejs, det vil sige få opkvalificering.

Et job med løntilskud varer maks. seks måneder i en privat virksomhed og fire måneder i en offentlig.

Løntilskudsjob i private virksomheder er den type af aktivering, der oftest fører til fast arbejde, rent statistisk, så det kan være en god chance.
Begrænsninger I princippet er du “gratis arbejdskraft” for den virksomhed, hvor du er i praktik. For dine dagpenge fortsætter under praktikken. Derfor er der nogle betingelser knyttet til virksomhedspraktik for at forhindre misbrug. For eksempel kan man ikke komme i praktik i den virksomhed, hvor man senest var ansat.

Desuden skal praktikken have et formål, først og fremmest afklaring af målet for job – men der står også i reglerne, at praktikken kan afklare faglige, sociale eller sproglige færdigheder.

Statistisk set har virksomhedspraktik ikke den højeste beskæftigelseseffekt sammenlignet med andre former for aktivering af ledige.
Der er løntilskudsjob i både private og offentlige virksomheder med lidt forskellige regler.

Generelt skal man have været ledig i mindst seks måneder for at komme i løntilskud, dog med visse undtagelser, så man må vente lidt på et løntilskudsjob.

Vær opmærksom på, at et job med løntilskud IKKE tæller med til genoptjening af dagpenge. Så du bruger af din dagpengeperiode undervejs. Det vil sige, at efter et løntilskudsjob – som ikke fører til fast arbejde - er der ikke frygtelig lang tid tilbage af dagpengeperioden.

For at undgå misbrug kan du ikke komme i løntilskud i den virksomhed, hvor du sidst var ansat, eller i din mands/kones virksomhed. Der er også regler om, at du ikke må erstatte ordinært ansatte – det vil sige, at løntilskudsjobbet skal være en udvidelse af staben.

Vær opmærksom på, at inden for 3F’s jobområder, især inden for det offentlige, er der jobtyper, som bruger mange ansatte med tilskud, uden at det nødvendigvis fører til fast arbejde.
3 gode råd
  1. Undgå praktik, som du ikke kan se et formål med – gå i dialog med jobcentret om det.
  2. Vær bevidst om, at både ved praktik og løntilskud bruger du af din dagpengeperiode – tiden går. Husk at have øje for målet – fast arbejde.
  3. Løntilskudsjob tæller ikke med til genoptjening af dagpenge, så selvom du arbejder hver dag, gælder det ikke i forhold til dagpengene. 
Snak med a-kassen

Det er en god idé at konsultere din a-kasse, før du laver aftalen. For eksempel kan I tale om:

  • Praktik: Har du selv et formål – for eksempel at prøve en ny branche?
  • Løntilskud: Er der en chance for at få et fast arbejde i virksomheden? Er det en virksomhed, som “fast” bruger løntilskudspersoner?
  • Er der ordnede forhold i virksomheden?
  • Vær selv bevidst om, at virksomhedspraktik og løntilskud ikke må blive spild af tid, for i praktik er du “gratis arbejdskraft”. Derfor skal du selv have noget ud af det – og i løntilskud forbruger du længere tid af din dagpengeperiode.

OK20: Til dig der skal stemme Vores partner Assembly Voting sender lige nu mails ud om OK20-afstemning fra 3f@mail.aion.dk. De mails kan du trygt åbne. 3F sender også mails ud fra en adresse, som ender på @3f.dk.
Vi advarer mod at åbne fup-mails, der udgiver sig for at være 3F, der ikke er sendt fra de to mails, som vi har omtalt.
Kø til at komme på Mit3F Der er i øjeblikket mange besøgende på Mit3F. Der kan derfor være ventetid, inden du får adgang til at komme på Mit3F. Vi anbefaler, at du eventuelt prøver at logge på senere.
Kontakt