Eksempler på afholdelse af ferie i 2020

Her kan du se, hvad du skal være opmærksom på, når du skal holde ferie i 2020.

1. september 2020 træder den nye ferielov i kraft. Her kan du se nogle eksempler på afholdelse af ferie i 2020 - og hvad du skal være opmærksom på.

Du kan læse mere om den nye ferielov her. Kontakt også din lokale 3F-afdeling eller din tillidsrepræsentant, hvis du har flere spørgsmål til ferieloven 2020.

Hvis du vil holde efterårsferie i 2020

Jeg har været ansat på fuld tid samme sted i flere år og plejer at holde efterårsferie med mine børn. Jeg vil gerne holde efterårsferie i 2020, hvor den nye ferielov lige er trådt i kraft. Hvordan gør jeg det?

Den nye ferielov træder i kraft 1. september 2020, hvor du optjener betalt ferie løbende med, at ferien kan afholdes.

Til efterårsferien 2020 har du kun optjent 2,08 dage, så hvis du vil holde ferie hele efterårsferien, kan du gøre tre ting:

  1. Du kan overføre ubrugt betalt ferie fra ferieoptjeningsåret 2018. Husk at overføre ferien inden 1. maj 2020.
  2. Hvis du er omfattet af en overenskomst, kan du benytte dig af den sjette ferieuge eller feriefridage.
  3. Efter aftale med din arbejdsgiver kan du få forskud på din ferie.

Hvis du vil holde fire ugers sommerferie i 2020

Jeg har været ansat på fuld tid samme sted i flere år, og jeg vil gerne holde fire ugers sommerferie i 2020. Hvordan gør jeg det?

Den nye ferielov er ikke trådt i kraft endnu i sommeren 2020, men til den tid har du kun sparet 16,7 dage op i optjeningsperioden 1. januar 2019 til 31. august 2019. (Perioden 1. september 2019 til 31. august 2020 bliver indefrosset. Læs mere om indefrosne midler under Ofte stillede spørgsmål om den nye ferielov 2020).

De 16,7 feriedage, du har sparet op, er ikke nok til fire ugers ferie, og derfor kan du gøre to ting:

  1. Du kan overføre ubrugt ferie fra ferieoptjeningsåret 2018. Husk at overføre ferien inden 1. maj 2020.
  2. Hvis du er omfattet af en overenskomst, kan du benytte dig af den sjette ferieuge eller feriefridage. 

Bemærk: Du kan ikke holde ferie på forskud efter aftale med arbejdsgiver, for samtidighedsferie er ikke trådt i kraft i sommeren 2020.

Hvis du er ny på arbejdsmarkedet i 2019

Jeg er ny på arbejdsmarkedet 1. juni 2019. Hvor meget ferie har jeg ret til?

I 2019 er optjeningsperioden forkortet, så du optjener kun ferie fra 1. januar 2019 til 31. august 2019. Det vil sige, at du optjener ferie i juni, juli og august, og det bliver til 6,24 feriedage (3 x 2,08), som afholdes fra 1. maj 2020 til 30. september 2020.

Men hvis man har optjent færre end 8,4 feriedage i 2019, har man ret til at bruge de feriedage, der bliver optjent fra 1. september 2019 til 31. december 2019, som ellers ville blive indefrosset (læs mere om indefrosne midler under Ofte stillede spørgsmål om den nye ferielov 2020).

Det skal du gøre, hvis du er ny på arbejdsmarkedet og har færre end 8,4 feriedage: Du skal søge om dispensation til udbetaling af feriedage fra Arbejdsmarkedets Feriefond.

 

Meld dig ind i dag og bliv sikret i Danmarks stærkeste fagforening og A-kasse

Bliv medlem

Relaterede artikler