Når du har fået et fritidsjob

Hurra, det er lykkedes. Du har fået et fritidsjob. Husk at bede din nye arbejdsgiver om at få jeres aftale på skrift, som minimum en SMS eller en e-mail.

Hvis du skal arbejde mindst otte timer om ugen, har du krav på en ansættelseskontrakt. Den skal du have senest, når du har været ansat i en måned. 

Både du og din arbejdsgiver skal skrive under på ansættelseskontrakten. Bed om at få en kopi.

Det skal der stå i ansættelseskontrakten

Ansættelseskontrakten er en aftale mellem dig og din arbejdsgiver om alt det, der gælder for dit job.

Det er blandt andet:

  • Den overenskomst eller aftale, du er ansat under
  • Hvor du skal arbejde
  • Hvad du skal have i løn
  • Hvad du skal have i eventuelle tillæg, for eksempel for at arbejde om søndagen
  • Hvilke regler, der er for opsigelse, både for dig og for din arbejdsgiver
  • Hvornår du skal arbejde
  • Hvor mange timer, du skal arbejde
  • Eventuelle særlige omstændigheder ved dit job. 

Tal med 3F, inden du skriver under

Er du medlem af 3F, kan du få din fagforening til at se din ansættelseskontrakt igennem, inden du skriver under. Det er også godt at vise den til dine forældre, og hvis du er under 18 år, skal dine forældre skrive under. 

Det er en rigtig god idé at være medlem af 3F eller en anden fagforening, som dit job hører ind under. Så kan du få hjælp, hvis din arbejdsgiver ikke følger reglerne for din ansættelse. Hvis du for eksempel ikke får den løn, I har aftalt, eller bliver fyret uden grund.

Det koster kun cirka 32 kroner om måneden at være medlem af 3F, hvis du er under 18 år, og kun cirka 77 kroner om måneden, når du er over 18 år og under 25 år. Prisen er et gennemsnit, fordi der kan være en mindre forskel i kontingentet i den lokale 3F fagforening. Kontingentet betales en gang om måneden.

Meld dig ind - fritidsjob 

Læs mere om at være medlem af 3F, når du har et fritidsjob.