Løn ved sommertid

Den sidste weekend i marts skifter Danmark til sommertid. Det betyder, at vi skal stille vores ure en time frem fra kl. 02.00 til kl. 03.00 natten til søndag. De fleste ure indstilles selvfølgelig automatisk.

Det vil sige, at vi mister en time. Og hvis du arbejder på det konkrete tidspunkt den nat, så mister du en arbejdstime.

Du har ret til normal løn

Selvom din arbejdstid bliver kortere pga. indførsel af sommertid, så har det ikke indflydelse på din løn. LO og DA har indgået en aftale, som giver dig ret til normal løn. Det vil sige, at du har krav på betaling for den time, som sommertiden fjerner.  

LO og Dansk Arbejdsgiverforening indgik for år tilbage en aftale om netop sommer- og vintertid. Du finder aftalen her.

I aftalen kan du læse om, at ved overgangen til sommertid i marts måned ydes betaling for den fulde normale arbejdstid. Den ”manglende” time betales med sædvanlig betaling for timelønsarbejde.