Offentlig ydelse
Revalidering Har du nedsat arbejdsevne, kan du eventuelt have ret til revalidering. Kommunen vurderer dine muligheder og træffer afgørelsen.

Revalidering er tilbud til dig, som ikke kan varetage dit job længere pga. nedsat arbejdsevne. Det kan der både være fysiske, psykiske eller sociale grunde til. Revalidering skal forbedre din arbejdsevne og kvalificere dig til en ny situation, hvor du kan gå på arbejde på almindelige vilkår eller i fleksjob.

En revalidering består af to dele:

  • En økonomisk ydelse
  • Selve revalideringen, som er én eller flere aktiviteter som arbejdsprøvning, undervisning/kurser, optræning, uddannelse eller selvstændig virksomhed.
Kommunens vurdering 

Det er kommunen, der skal vurdere, om revalidering er en god mulighed for dig. De ser på, hvordan dine fremtidige muligheder på arbejdsmarkedet ser ud og baserer deres vurdering på, om:

  • din arbejdsevne er nedsat eller er i risiko for at blive nedsat 
  • den nuværende arbejdsevne gør, at du ikke kan beholde jobbet eller ikke kan komme ind på arbejdsmarkedet 
  • omplacering, aktivering eller andet er forsøgt uden held eller ikke er muligt
  • du er under folkepensionsalderen.

Kommunen tilrettelægger revalideringen, så den bliver så kort som mulig. Som hovedregel må en revalideringsplan højst vare fem år.

Ansøg om revalidering Ansøger du om revalidering, kan du selv spille en aktiv rolle i sagen. Det betyder, at inden sagen afgøres, kan du snakke med de personer i kommunen, der skal træffe afgørelsen.

Du har også ret til at få en kopi af papirerne i din sag, og du må også kommentere papirernes oplysninger og gøre indvendinger, hvis du ikke er enig i sagsbehandlerens vurdering.
Virksomhedsvalidering

Det kaldes virksomhedsrevalidering, hvis optræning, arbejdsprøvning eller uddannelse foregår på en privat eller offentlig arbejdsplads. Du kan få virksomhedsrevalidering, hvis du f.eks. bliver omskolet eller genoptrænet.

Kommunen og virksomheden planlægger sammen et forløb, hvor du læres op til en arbejdsfunktion på virksomheden med henblik på varig almindelig beskæftigelse. Virksomheden kan være jeres arbejdsplads eller en anden virksomhed. Løn- og arbejdsvilkår aftales mellem virksomheden og den lokale afdeling, eventuelt i samarbejde med en tillidsvalgt.

Du kan tilbydes virksomhedsrevalidering, hvis du:

  • ikke opnår beskæftigelse på almindelige vilkår
  • gennem optræning/omskoling bliver i stand til at fungere i et job på almindelige vilkår
  • er mellem 18 og folkepensionsalderen og ikke modtager førtidspension.


Masser af fordele med 3F Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga
Kontakt