Gode råd i sommervarmen

Sundhedsstyrelsen har en række gode råd, så du kan passe bedre på dig selv i sommervarmen.

Drik masser af væske

Det er enormt vigtigt, at du drikker en masse væske- også selv om du ikke føler dig tørstig. Risikoen er ellers, at du kan dehydrere. En enkel metode at kontrollere dit væskeindtag på er at se på din urin. Tisser du sjældent og lidt og er urinen stærk gul, skal du drikke noget mere. Undgå vanddrivende drikke med sukker, koffein og alkohol. Meget kolde drikke kan give mavekramper.

Sørg for at spise lidt ekstra salt

Salt udskilles med sved, særligt hvis du sveder meget. Sørg derfor for at indtage lidt salt, så du ikke kommer til at lide af saltmangel.

Undgå solforbrænding

I middagstimerne er solen ekstra stærk, derfor bør du så vidt muligt ikke opholde sig direkte i solen mellem kl. 12 og 15. Beskyttende solcreme, solhat og let, lyst og løstsiddende tøj giver god beskyttelse mod solen. Det er vigtigt at undgå solforbrænding både af hensyn til huden og til kropstemperaturen. Beskeden hårvækst på hovedet kan give risiko for opvarmning og dermed for hedeslag.

Undgå overanstrengelse

Undgå hårdt fysisk arbejde og anden kraftig fysisk aktivitet. Hvis du ikke er vant til at være i varme omgivelser, er det vigtigt at give kroppen tid til stille og roligt at akklimatiseres, især før du kaster dig ud i fysisk belastning eller anstrengelse.

Undgå varmt tøj

Det er vigtigt at kropstemperaturen ikke bliver for høj, undgå derfor at bruge varmt tøj, som dårligt tillader kroppen at ånde. Vær især opmærksom på at småbørn, ældre og svagelige ikke har varmt tøj på.

Sørg for et så køligt indeklima som muligt

Træk gardiner el. lign. for vinduer med stort solindfald. Brug klimaanlæg inden døre, hvis det er muligt. Undgå at bruge komfur, ovn og andre apparater der afgiver unødvendig varme. Et koldt brusebad kan være nødvendigt for at køle kroppen ned. Søg om muligt til køligere opholdssteder bare en del af døgnet, hvis der ikke kan undgås megen varme overalt i rummene.

Hedeslag- hvis uheldet er ude

Hedeslag opstår, fordi kroppens temperaturregulering svigter. Det resulterer i, at kroppen ikke kan afkøles. Hedeslag kan forårsage død eller kronisk handikap, hvis der ikke sker en hurtig behandling.

Symptomer på hedeslag er blandt andre:

  • Ekstrem høj kropstemperatur. Over 41 grader Celsius er situationen alvorlig, og ved over 42 grader Celsius vil der ofte opstå celleskader på hjerne, lever, nyrer og skeletmuskulatur samt blødningsforstyrrelser
  • Rød, varm og tør hud, nedsat svedproduktion
  • Nedsat urinproduktion af tiltagende mørk gullig farve
  • Hurtig og kraftig puls
  • Tiltagende utilpashed, mathed, hovedpine og svimmelhed
  • Dårlig kontakt, besvimelse, forvirring, bevidstløshed og kramper

Ring efter en ambulance eller få hurtigt den syge på sygehuset. Bring straks den syge i skygge og helst i kølige omgivelser. Afkøl med vifte, overbrusning med køligt vand. Den syge kan evt. anbringes i et badekar med køligt vand, mens huden masseres for at øge blodcirkulationen.

Kilde: Sundhedsstyrelsen

 

Meld dig ind i dag og bliv sikret i Danmarks stærkeste fagforening og A-kasse

Bliv medlem

Relaterede artikler