Fremtiden ser sort ud

... hvis ikke vi investerer i dem, som skal gøre den grønne omstilling til virkelighed.

Omstillingen fra sort til grøn energi og produktion forbliver en umulig drøm, hvis vi ikke har de nødvendige kloge hænder og hoveder

Dygtige og arbejdsomme faglærte og ufaglærte sørger for, at danske virksomheder har konkurrencekraft i verdensklasse. At dansk økonomi klarer sig fantastisk.

Men for, at den positive udvikling skal fortsætte, og der kan komme turbo på den grønne omstilling, er der hårdt brug for, at politikerne investerer i fremtiden.

Sådan gør vi

Vi har samlet fem skarpe og prioriterede ønsker til finansloven for 2024, der bringer os et vigtigt skridt videre på farveskalaen fra sort til grøn uden at gå på kompromis med Danmarks stærke konkurrencekraft:

  1. Giv et mærkbart økonomisk løft til henholdsvis erhvervsskoler og arbejdsmarkedsuddannelser. Med uddannelsesreformen er der sikret erhvervsskolerne et vist, økonomisk løft fra 2025, men vi kan ikke vente til 2025, og der er akut behov for et markant økonomisk løft, også til lukningstruede arbejdsmarkedsuddannelser.
  2. Gør muligheden for uddannelsesløft på 110 pct. dagpenge permanent og udvid ordningen; ældre, nedslidte kollegaer bør kunne gøre brug af ordningen til brancheskift. Mange oplever, at kroppen ikke mere kan holde til eksempelvis faglært brolægger- og murerarbejde, men de vil og kan fortsat gerne bidrage – bare i andre fag og brancher.
  3. Dygtige bygningsarbejdere, der klimarenoverer boliger og erhvervsbygninger, skal ikke risikere alvorlige luftvejssygdomme pga. livsfarlig asbest. Derfor skal den dyre, men nødvendige asbestsanering hjælpes på vej med en offentlig tilskudspulje, så saneringen gennemføres under forsvarlige forhold.
  4. Styrk indsatsen mod social dumping; Danmark har cirka 300.000 udenlandske arbejdstagere. De skal beskyttes bedre mod kynisk, bevidst udnyttelse og social dumping.
  5. Drop flere skattelettelser; siden 2001 har politikerne sænket skatterne med godt 60 mia. kr., og det har velstående, virksomhederne og bankerne især nydt godt af. Der er ingen grund til at øge privatforbruget mere med nye skattelettelser – og slet ikke for de høje indtægter med et kæmpe klimaaftryk.

Masser af fordele med 3F Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga
Kontakt