Nyheder
29 kr. i timen er alt for lidt – især om lørdagen 3F Frederiksborg var lørdag den 3. marts i samarbejde med murerne fra 3F Nordsjælland Øst på byggepladsbesøg i hele Nordsjælland. Formålet var at besøge de mange udenlandske håndværkere, som arbejder i weekenden, og oplyse dem om deres rettigheder på de danske byggepladser. 18 tillidsfolk og ansatte i 3F deltog i lørdagens byggepladsbesøg.

Erfaringen siger, at mange arbejder over uden overtidsbetaling eller til meget lav løn generelt og uden overenskomst. Arbejdsmiljøet halter ligeledes meget efter den standard, vi som danske bygningshåndværkere forventer at se på de danske byggepladser. Mange af de udenlandske arbejdere sætter således liv og førlighed på spil for at tjene penge til en bygherre eller hovedentreprenør, som hyrer dem ind vel vidende, at arbejdet bliver købt alt for billigt.

 

Uanset om man hedder Peter eller Piotr har man krav på, at løn- og arbejdsforhold skal være i orden. Underbetaling og dårlige fysiske arbejdsforhold er desværre blevet en del af hverdagen på de danske byggepladser, og overordnet set er forholdene for de østeuropæiske kolleger på byggepladserne meget dårligere end det man ville betegne som dansk standard.

 

I forbindelse med lørdagens aktion mødte vi følgende:

 

  • 27 byggepladser blev besøgt, hvor der var udenlandske håndværkere på arbejde

 

  • 16 steder blev der arbejdet uden overenskomst. Disse firmaer vil nu få en henvendelse fra 3F med henblik på overenskomstdækning af virksomheden.

 

  • 9 firmaer med overenskomst blev sendt videre til fagretslig behandling. Mæglingsmøde, organisationsmøde, mv.

 

  • 14 byggepladser blev meldt til Arbejdstilsynet, da forholdene ikke levede op til gældende arbejdsmiljøregler – det er alt lige fra ulovlige stilladser til rodede byggepladser, manglende adgangsveje og ikke eksisterende velfærdsforanstaltninger.

 

 

Danske byggepladser med litauisk løn

En gennemgang af de litauiske virksomheder, som er tilmeldt RUT registret på byggepladserne i Nordsjælland, viser, at gennemsnitslønnen for deres medarbejdere er 29 kr./t. (Opgørelsen er lavet på baggrund af de gennemsnitlige lønninger i de enkelte virksomheder. Oplysningerne er offentligt tilgængelige i det litauiske erhvervsregister) Medarbejderne får så typisk udbetalt skattefri diæter oveni, hvilket dog er i strid med reglerne, når selve lønnen er så lav.

 

3F Frederiksborg og resten af den danske fagbevægelse har kampen mod social dumping meget højt på dagsordenen. Det handler både om at beskytte de østeuropæiske håndværkere på byggepladserne, men også om at beskytte de seriøse firmaer, som følger reglerne, som ikke kan konkurrere på ulige vilkår.

 

 

 

 

Kontakt