Nyheder
Glædelig jul og godt nytår! 3F Frederiksborg ønsker alle medlemmer og deres familier en glædelig jul og et godt nytår!

Så går 2021 på hæld og her i december er vi desværre tilbage i samme situation som ved årets start, hvor vi i 3F Frederiksborg måtte sende medarbejderne hjem at arbejde pga. af det høje smittetryk med Corona. Samtidig skal I som medlemmer igen bestille tid, hvis I vil møde personligt frem i fagforening og A-kasse.

Vi skal passe på hinanden og vi følger sundhedsmyndighedernes anbefalinger. Vi håber, at det bliver muligt at åbne dørene igen i januar, og vi håber, at foråret 2022 kommer til at byde på et væld af aktiviteter her i fagforeningen.

Der er nok at tage fat på. Hver eneste dag bryder arbejdsgivere overenskomsten og arbejdsmiljøloven og 3F Frederiksborg rejser sager for at sikre, at medarbejdere i f.eks. virksomheder, på byggepladser eller i rengøringen fortsat arbejder under de løn- og arbejdsforhold, som de har ret til. Samtidig arbejder vi for, at de arbejdsgivere, som ikke er organiserede, indgår en aftale om overenskomst. 

Dette arbejde er fagforeningens kerneopgave og er en del af den såkaldte danske model, hvor arbejdsgiverne og lønmodtagerne aftaler løn- og arbejdsvilkår, videreuddannelse, orlovsmuligheder, pension mv. i kollektive overenskomster, som man har forpligtiger sig til at overholde uden indblanding fra politisk side. 

På det danske arbejdsmarked afspejler løn- og arbejdsvilkårene styrkeforholdet mellem arbejdsgiver og lønmodtager. Jo flere, der er medlem af fagforeningen og støtter op om ordentlige løn- og arbejdsforhold, des bedre er vores forhold.

Dette er ved at ændre sig, da EU i øjeblikket blander sig i de danske arbejdsmarkedsforhold. Kommissionen har fremlagt et forslag om mindsteløn, som skal gælde i hele EU.
Både fagbevægelsen, men også de danske arbejdsgiverorganisationer har protesteret mod dette. 

Et stort flertal blandt EU’s 27 beskæftigelsesministre stemte på et rådsmøde mandag den 6. december ja til at indføre en EU-bestemt mindsteløn. Den danske beskæftigelsesminister stemte nej på baggrund af et flertal i folketingen, men med tilslutningen er mindstelønnen trådt et skridt nærmere.

I 3F Frederiksborg frygter vi, at hvis lønnen bliver politisk bestemt, så vil færre lønmodtagere og arbejdsgivere organisere sig og så er der risiko for at den danske model bryder sammen. Det vil gå ud over alle de rettigheder, som vi har opnået gennem de seneste 100 år og også gå ud over hele vores velfærdsystem. Vi kan blot skele til de lande, som i dag har en lovbestemt mindsteløn, – det har ikke ført til bedre forhold og her er færre og færre medlem af en fagforening.

Et af 3F Frederiksborgs nytårsforsætter må derfor være, at vi sammen med resten af fagbevægelsen vil kæmpe mod EU-direktivet.
– Og det gør vi bedst gennem en stærk fagforening!

Glædelig jul og godt nytår!

Mikkel Andersen
Formand 3F Frederiksborg

 

 

Masser af fordele med 3F Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga
Kontakt