Torsdag over middag gik forhandlingerne i gang, og lørdag aften kunne de to parter så præsentere en aftale, der sikrer, at lønnen stiger med 4,42 procent over de næste tre år hos de knap 200.000 ansatte i staten.
- På trods af de svære omstændigheder, som corona-krisen har bragt med sig, er vi lykkedes med at levere et godt resultat inden for rammerne af den danske model, siger Morten Bødskov.
Sikring af reallønnen
Ganske som forventet kom corona-pandemien til at lægge en skygge på lønstigningerne, men det lykkedes at sikre reallønnen, understreger Hanne Gram, der er forhandlingssekretær i 3F’s Offentlige Gruppe og sidder i CFU’s forhandlingsudvalg:
- Og det er virkelig vigtigt i den her tid, hvor det jo ikke går så godt med den private lønudvikling, siger Hanne Gram, der overordnet kalder overenskomstresultatet “godt”. Ikke mindst fordi der er op til flere aftryk, der kommer til at betyde meget for 3F’erne.
- Forliget sikrer, at man får muligheden for at gå fra ufaglært til faglært med fuld løn. Det er rigtigt vigtigt og positivt, at det nu kan ske med fuld løn, for mange af 3F’s medlemmer har ellers ikke råd til det, siger Hanne Gram.
Samme lønsikring gælder, hvis man deltager i kurser, der styrker kompetencerne inden for dansk, matematik og it.
To år skåret af minipension
Desuden er der skåret to år af den såkaldte “minipension”, hvilket også var et ønske fra 3F. Hidtil har man fået en nedsat pensionsindbetaling som statsansat – 11,19 procent – hvis man ikke har været ansat i det offentlige i fire år. Den fulde pension er på 15 procent. De fire år sættes med forliget nu ned til to år.
- Desuden øger man de unges mulighed for at tjene op til pension, da man afskaffer en hidtidig aldersgrænse på 25 år for at få fuld pension, oplyser Hanne Gram.
Også for 3F’ere på små landsbykirkegårde er der godt nyt. Her har de ansatte nemlig hidtil ikke haft mulighed for at vælge tillidsrepræsentanter, fordi de var for få. Men det åbnes der nu op for, så man vælger på tværs, flere små kirkegårde samlet.
Nu skal det til afstemning
Lørdagens forlig introducerer også en seniorbonusordning til alle faggrupper, fra de fylder 62 år. De statsansatte får en ret til to fridage i det år, de fylder 62. Og de kan vælge mellem fridagene, løn eller pension. En lignende aftale har de ansatte i regioner og kommuner også.
Med den del sikrer vi “et stærkt signal til både seniorerne og arbejdspladserne om, at seniorerne udgør en værdifuld arbejdskraft i staten, som vi skal gøre en indsats for at udvikle og fastholde,” siger skatteminister Morten Bødskov.
Overenskomstresultat skal nu sendes til afstemning hos de faglige organisationer, og hvis man her stemmer det hjem med et ja, gælder det såkaldte CFU-forlig fra 1. april 2021 til og med 31. marts 2024.
I næste uge fortsætter forhandlingerne om løn- og arbejdsvilkår for de kommunalt og regionalt ansatte.
Har du et spørgsmål? Vi sidder altid klar ved telefonerne til at hjælpe dig.
Hvis du er medlem af 3F, skal du logge på Mit3F for at kontakte din afdeling.
Bliv ringet op af 3F og få hjælp til at melde dig ind.
Er du medlem af 3F skal du logge på Mit3F for at kontakte din afdeling.
Spørg os om alt. Vi svarer hurtigst muligt
Er du medlem af 3F skal du logge på Mit3F for at kontakte din afdeling.