Nyheder
Birgit Jørgensen

Mød Birgit! 🙋 ♀️

Birgit er faglig sekretær og arbejder især med rengørings-overenskomsten. Som faglig sekretær er det aldrig til at vide hvornår medlemmerne får brug for hun kommer forbi, derfor har Birgit altid bilen med på arbejde, selvom hun bor i en lejlighed i Holbæk🚗 

Birgit er velsignet med to voksne børn og tre børnebørn på henholdsvis 25, 24 og 19 år. Dem tilbringer hun gerne tid med – én af børnene bor endda også i Holbæk🙏

Ud over venner og familie er der også lige noget motion der skal passes. Når Covid-19 ikke lige sætter en stopper for det, så træner Birgit med en veninde – men en gåtur er dog en mere eller mindre fast del af programmet, virus eller ej. Derudover nyder hun at læse bøger fra den virkelige verden📔 

Birgit er en “gammel rotte” i fagbevægelses-verdenen. Hun startede ved KAD tilbage i 1991. Her var hun afdelingsformand frem til 2005 hvor KAD blev til 3F💪 

Noget som Birgit virkelig ser et behov for, er løncheck. Alt for ofte sker det, at der er fejl på lønsedlen – “det er den eneste måde vi kan vedligeholde vores overenskomst – at vi tjekker at alt er som det skal være” siger Birgit🔍 

Når man spørger Birgit hvad det bedste ved jobbet er, så svarer hun at det er, at hun får lov til at hjælpe en masse medlemmer. Indenfor rengøring er der mange der ikke kender deres overenskomst fuldt ud  –  derfor henter hun en del efterbetalinger hjem, ofte fordi hun opdager at ”noget er smuttet”.  Generelt sætter hun stor pris på alt det hun kan gøre for medlemmerne, som sikrer at overenskomsten bliver overholdt. Den tillid som medlemmerne viser hende og samarbejdet med kollegerne er nok til, at Birgit tager glad på arbejde hver dag.

Kontakt