Når nu at Berlingske og andre blå aviser ikke vil bringe disse stærke ord fra Danmarks stærkeste forbundsformand Per Christensen, så har vi valgt at bringe indlægget her 

Af Per Christensen formand, 3F, Kampmannsgade 4, 1790 København V

FORRÅELSE: Er det nu 3F igen?

Sådan er der sikkert mange, der tænker, når de ser, at vi er på banen i forhold til udnyttelse af filippinske chauffører, eller når vi står på en byggeplads og prøver at forhindre, at mennesker spises af med 50 kroner i timen. Eller når vi går aktivt ind i kampen mod menneskehandel. Eller når vi har prøvet at forhindre, at der køres dagligvarer ud til danskerne under forhold med grov underbetaling og manglende myndighedsgodkendelser.

Ja, det er 3F - og sådan har det været i snart 125 år. For der er ét omdrejningspunkt for vores virksomhed:

Det er at sikre, at alle på det danske arbejdsmarked kan leve og brødføde sig selv og sine børn på én løn fra ét fuldtidsjob. Fordi vi alle har krav på et godt liv med muligheder.

Det handler om det enkelte menneske i den konkrete situation.

Men det handler også om fællesskabet; om at vuggestuer og plejehjem er betalt af os alle, og det kræver, at ingen fusker, at alle bidrager og betaler deres andel. At et stærkt fællesskab netop er forudsætningen for, at alle kan udfolde sig, uanset social arv. Det er denne gode spiral, vi ser os som nidkære vogtere af.

Det er ikke alle, der ser sådan på det. Det ved vi godt, og derfor er vi i 3F en torn i øjet på mange. Forskellige medier ynder også ganske ofte at sætte fokus på 3F. Det skal man være velkommen til. For vi står gerne ved, at vi værner om velfærdssamfundet, som i disse år udfordres på det danske arbejdsmarked.

Udnyttelse af arbejdskraft, underbetaling og manglende bidrag til fællesskabet dukker nemlig op på fabrikker, på vores veje og i servicesektoren hver dag. Problemet er ikke blevet mindre med globaliseringen.

Tværtimod. Der er altid mennesker i nød, der er tvunget til at arbejde for selv den laveste løn og bo under de mest kummerlige forhold. Der findes desværre også altid bagmænd, der vil udnytte andre.

Derfor er menneskehandel og social dumping en del af hverdagen - også i Danmark.

Uden 3F ville denne slyngelsti blive til en motorvej, der pløjer sig ned gennem det danske velfærdssamfunds ellers fine infrastruktur.

Hvis ikke 3F havde afsløret slumlejrene i Padborg, de kummerlige forhold for de chauffører, der bringer dagligvarer ud, afsløret udnyttelse af kinesiske kokke eller massiv social dumping og plat på danske byggepladser, så havde fænomenet bredt sig. For sådan er den utæmmede kapitalisme også.

Vores ageren betyder også, at mange ynder at tegne billedet af 3F som urostifter.

Men intet er mere forkert. Ja, vi er tydelige. Ja, vi kæmper.

Og ja, vi har taget kampen mod social uretfærdighed. Højlydt og markant. Sådan har det altid været. Fordi sådan gør man ude på de arbejdspladser, som ikke ligger på Københavns dyre adresser, på Slotsholmen eller Rådhuspladsen. Siger tingene lige ud. Ikke mindst, fordi det netop er vores kolleger, der presses voldsomt fra bunden.

Men netop fordi vi har taget den kamp, har vi mere end nogen anden organisation været en samfundsstabilisator.

Vi har fra vores fødsel i 1897 været med til at udvikle vores velfærdssamfund og har siden kæmpet fra fabrik til fabrik, fra kantine til kantine og fra stillads til stillads for at bevare det.

Der er mange, der synes, at vi er gammeldags. Men de tager fejl.

Vi er nemlig ikke maskinstormere. Vi er ikke imod forandringer. Vi omfavner dem. Det gælder også platformsøkonomi og digitalisering.

Men én ting er dog konstant: Vi er altid - og vil altid være - i ilden for menneskeværd.

Det er ikke at være gammeldags. Det er ordentlighed, og så er det uhyre klogt. For ingen anden samfundsmodel kan måle sig med den skandinaviske. Et stærkt velorganiseret, veluddannet arbejdsmarked bygget på tillid og ordentlighed og skaber mere velfærd og muligheder for flere end nogen anden samfundsmodel. Den model som langt de fleste arbejdsgivere da også hylder og bidrager til.

Det er selve den model, der udfordres i de her år.

Men fordi man bestiller sin mad på en tablet, som bringes ud på en cykel, så giver det ikke ret til at udnytte folk mere, end dengang man bestilte sin mad over telefonen, der så blev bragt ud på en longjohn. Der er ingen forskel. Cyklen er en anden, og telefonen er afløst af en smartere model. Men kampen er den samme: For menneskeværd. Uanset baggrund, uanset hudfarve. Uanset.

Som tidligere mangeårig chefredaktør på specialarbejdernes Fagblad og tidligere socialminister Bent Hansen har udtrykt det, har fællesnævneren for vores bestræbelser været kampen for at hindre, at de enkelte mennesker blot bliver nøddeskaller på markedskræfternes vilde hav.

I disse år er det arbejde vigtigere end i mange, mange år.

Vi oplever i øjeblikket en forråelse af det danske arbejdsmarked. I ly af fine ord som globalisering, platformsøkonomi, digitalisering og disruption prøver mange aktører at knække lønmodtagernes fællesskab. Af én grund alene. For at tjene endnu flere penge. Vi ser mennesker arbejde for usle lønninger, leve i slumlejre, spise deres mad og besørge i det fri.

Vi har oplevet udenlandske kolleger, der boede på en altan i årevis, kinesiske kokke der boede i kældre med deres børn. Jeg kunne blive ved.

Det vil vi ikke tillade. Derfor er vi her og der og alle vegne.