Nyheder
GENERALFORSAMLING 2020 MED GENVALG TIL ALLAN ANDERSEN

GENERALFORSAMLING 2020 – MED GENVALG TIL ALLAN ANDERSEN 

For nyligt afviklede vi langt om længe afdelingens årlige generalforsamling. Alle sejl blev sat ind, så vi sikrede at det var forsvarligt og i tråd med de nyeste COVID-19 restriktioner. Det blev til et genvalg til formand, Allan Andersen, samt bestyrelsesmedlemmerne Kristian Petersen, Celil Serinkanli og Anneth Qvindbjer
”Jeg er vildt glad, lettet, ydmyg og virkelig stolt over at stå i spidsen for 3F – Danmarks største og stærkeste fagforening – i det Nordvestsjællandske og håber at medlemmerne kan mærke min entusiasme, stolthed og taknemmelighed” skriver Allan efterfølgende på sin Facebook-side.
Årets beretning nåede vidt omkring, og der var naturligvis også en tak til medarbejderne for deres måde at håndtere den meget uvante situation vi står i, her i 2020. Fra den ene dag til den anden skulle arbejdet pludselig klares fra hjemmekontoret, med alt hvad det indebar af især teknologiske udfordringer. Det kræver omstillingsparathed, og det beviste hele afdelingen at man havde.
Afdelingens tillidsvalgte fik også en kærlig hilsen med på vejen: ”I er indbegrebet af den danske model” udtalte formand, Allan Andersen. Han understregede vigtigheden ved deres funktion, og pointerede at de hver dag gør et stort stykke fagligt arbejde ude på arbejdspladserne.
OK20 var naturligvis også under gennemgang i årets beretning. Det blev, som bekendt, et samlet ja til de nye aftaler om løn og arbejdsforhold for murere, kokke, fabriksarbejdere, chauffører, gartnere og andre privatansatte – både generelt og i 3F. Allan Andersen bemærkede at medlemmerne har stemt meget markant ”ja” til deres nye overenskomster – det er nemlig et tegn på at de er glade for de resultater som vi hos 3F har forhandlet hjem.
Forberedelserne til OK21 er i fuld gang, og vi ser frem til at vi også her opnår gode resultater, som vores medlemmer vil bakke op omkring.
LO Holbæk-Odsherred nedlægges pr. 31/12-2020, og efter 10 år på formand-posten udtaler Allan Andersen: ”Jeg stopper dermed som LO-formand efter 10 år på posten og glæder mig samtidigt over at få lidt mere tid til arbejdet her i huset og lidt mere tid til min familie der ofte må undvære min tilstedeværelse”.
3F Holbæk-Odsherred takker for en god generalforsamling.
Vi ser nu fremad mod en vinter som byder på yderligere restriktioner. Ingen kan spå om fremtiden, men én ting er dog sikker: vores vigtigste opgave er, at være der for medlemmerne – og det skal COVID-19 ikke ændre på. Vi står sammen, selvom vi ikke kan være sammen. Som 3Fs slogan lyder: Fællesskabet gør dig stærkere. Det gælder nu, mere end nogensinde.


Yderligere oplysninger
Næstformand, Palle Reipurth Carstensen, 8892 5797

Kontakt