Nyheder
Corona-ledig? Nu skal du stå til rådighed for arbejdsmarkedet igen

Jobcentre og a-kasser åbner igen: Fra i dag onsdag den 27. maj skal du igen stå til rådighed for arbejdsmarkedet. I 3F's a-kasse venter cirka 12.000 CV-samtaler i løbet af de næste måneder.


Fra i dag onsdag den 27. maj skal ledige igen stå til rådighed for arbejdsmarkedet. For nu åbner store dele af beskæftigelsesindsatsen igen.

Det meddeler beskæftigelsesministeriet.

Det betyder, at ledige igen skal deltage i samtaler både med jobcenter og a-kasse. Der åbnes formentlig også for fysisk fremmøde i både jobcentre og a-kasser, men kun på Fyn og i Jylland. Øst for Storebælt bliver samtalerne indtil videre på telefon, Skype eller lignende.

Desuden får man pligt til at søge arbejde igen og tage imod job, som jobcenteret eller a-kassen henviser til. Det betyder også, at for første gang siden midten af marts, kan det koste en sanktion, hvis man ikke lever op til kravene. Altså et træk i dagpengene.

Endelig skal man igen have et nyt - eller opdateret - CV på jobnet.

I 3F’s a-kasse er lokalafdelingerne ifølge forretningsfører Eva Obdrup parate til at gå i gang med de cirka 12.000 CV-samtaler, der skal indkaldes og holdes inden for de næste måneder, før 15. august.

- Vi vil gøre alt for at løse opgaven, så vores medlemmer får den bedst mulige vejledning. Mange samtaler vil formentlig komme til at handle meget om opkvalificering og muligheder for job i andre brancher end dér, hvor man kommer fra. For eksempel er jobmulighederne jo ringere i turistbranchen eller hotel- og restaurationsbranchen, siger Eva Obdrup.

Stor opgave

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard er glad for, at der nu kommer mere systematisk gang i jobcentrene og a-kassernes hjælp til ledige og virksomheder.

- Det er der et stort behov for. Der er kommet mange flere ledige under krisen, men vi oplever samtidig, at der bliver slået mange stillinger op, og situationen giver også mulighed for nye job, for eksempel med test-faciliteter og ekstra rengøring, hedder det fra ministeren.

KL (Kommunernes Landsforening) har presset på for at få genåbnet jobcentrene. KL’s argument var blandt andet, at der var brug for arbejdskraft i flere brancher.

Eva Obdrup fra 3FA:

- Vores fornemste opgave i a-kassen er at hjælpe vores ledige tilbage i arbejde eller til at blive klar til et nyt job, eventuelt i en anden branche. Men det er ikke blevet lettere i dag. Siden krisen begyndte, er der 48.000 flere ledige, og der er langt færre ledige job at søge. Så der er flere om buddet, mener hun.

Ifølge STAR (Styrelsen for arbejdsmarked og rekruttering) var der i perioden fra 9. marts til 26. maj sidste år 56.825 nye ledige job på jobnet.dk. I samme periode i år - under corona-krisen - er tallet faldet til 43.916.

- Desuden er omkring 200.000 danskere på lønkompensation. Det store spørgsmål er, hvad der sker, når ordningen udløber 8. juli. Om folk kommer tilbage på deres arbejdsplads, eller der kommer en anden bølge af ledige, siger Eva Obdrup.

DAK: Tag hensyn til virkeligheden

I brancheorganisationen Danske A-kasser (DAK) siger direktør Verner Sand Kirk, at a-kasserne er klar til gøre dét, de skal. Han siger også, at a-kasserne er meget forskelligt stillet.

- Nogle a-kasser har ikke fået ret mange ledige under krisen, mens 3FA og andre er hårdt ramt. Her er opgaven kæmpe stor. Men jeg ved, at de vil gøre alt, hvad der er menneskeligt muligt for at hjælpe medlemmerne, siger Verner Sand Kirk.

Han er enig i, det er blevet sværere at være ledig:

- Der er færre job - men det er ikke umuligt at få job. Det er jo ikke sådan, at hele Danmark er lukket ned og slet ikke nu. Der er jo også mange, der har fået arbejde under krisen, påpeger han.

- Genåbningen betyder bare, at nu skal jobcentre og a-kasser i gang igen, og ledige får pligt til at søge job og stå til rådighed for job. Jeg går ud fra, at a-kasserne også er fornuftsvæsener, og at de aftaler, som a-kasserne indgår med de ledige om at søge arbejde, også tager hensyn til, hvad der kan lade sig gøre i virkelighedens verden, siger Verner Sand Kirk.

Kontakt