Nyheder
Anmeldelse af arbejdsulykker



Hvis du har været udsat for en arbejdsulykke, skal jeg anbefale, at du kontakter 3F Kolding.


En arbejdsulykke er en skade, der pludselig sker i forbindelse med dit arbejde. Det kan også være en påvirkning, som sker inden for de første 5 dage, du udfører en funktion.


En arbejdsulykke kan fx være, at du på dit arbejde falder og brækker dit ben. Det kan også være en arbejdsulykke, at du er ved at flytte en person, som uventet falder. Du griber ud efter personen og får et vrid i ryggen.


En arbejdsulykke kan være en fysisk eller en psykisk arbejdsskade.


Lægelig dokumentation


Ved en arbejdsulykke er det vigtigt, at du straks efter hændelsen tager kontakt til din læge, hvis du ikke har været på skadestuen. Det skal klart og tydeligt fremgå af din lægejournal:



  • at du har været udsat for en arbejdsulykke,

  • at du har gener på grund af arbejdsulykken,

  • hvilke dele af kroppen, der er skadet, 

  • hvilken dato det er sket.


Sådan anmelder du en arbejdsulykke


Det er som udgangspunkt din arbejdsgiver, der skal anmelde arbejdsulykken.


Anmeldelsen skal ske på Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings hjemmeside (tidligere Arbejdsskadestyrelsen).


Arbejdsmarkedets Erhvervssikring modtager anmeldelsen, som de sender videre til din arbejdsgivers forsikringsselskab. Der kan være lang behandlingstid. Det er ikke usædvanligt, at der går op til 4 uger, inden du første gang hører fra forsikringsselskabet.


Det er vigtigt, at du får en kvittering/bekræftelse på anmeldelsen. Det skal fremgå, at arbejdsulykken bliver behandlet efter arbejdsskadelovgivningen. 


Hvis din arbejdsgiver ikke vil anmelde eller hvis du er usikker på, om arbejdsgiver har anmeldt arbejdsulykken, kan du få 3F Kolding til at anmelde arbejdsulykken til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.


Hvis arbejdsulykken først bliver anmeldt 1 år efter at arbejdsulykken skete, er skaden at betragte som forældet og du går dermed glip af mulig erstatning i form af varigt mén og fx tab af erhvervsevne.


 


Henrik Jensen

Socialrådgiver

3F Kolding


 


 


 


 


 


Kontakt