Sampension: Få mere ud af din pension (del 3)

Hvad er forskellen på en ratepension og en alderspension? Hvordan hænger afkast og omkostninger sammen? Og hvilken rolle har folkepensionen ved pensionering? Vi har skrevet 3 korte artikler, som skal gøre dig klogere på din pension og alle de udtryk der følger med.

Forsikringsdækningerne

Din pensionsordning omfatter udover pensionsopsparingen også en række forsikringsdækninger, der sikrer dig eller din familie, hvis du dør, bliver alvorligt syg eller mister erhvervsevnen inden du skal på pension. Her er en oversigt over de generelle dækninger og dine muligheder for at tilpasse dem efter dine behov.

Forsikring ved visse kritiske sygdomme

Hvis du får en alvorlig sygdom eller har svært ved at klare dit arbejde på grund af sygdom, kan dit pensionsselskab i mange tilfælde hjælpe med en skattefri engangsudbetaling fra forsikring ved visse kritiske sygdomme. Det samme gælder hvis dine børn rammes af visse kritiske sygdomme.

I forsikringsbetingelserne står præcis, hvilke situationer og diagnoser der er dækket af forsikringen. Du kan også se, hvornår diagnosen anses for at være stillet. Kontakt dit pensionsselskab så tidligt som muligt for at få rådgivning om dine dækninger ved sygdom, offentlige ydelser og meget mere.

Forsikring ved tab af erhvervsevne

Hvis du mister evnen til at arbejde helt eller delvist, kan du have ret til udbetaling fra din pensionsordning. I dit pensionsoverblik kan du se, hvilke kriterier for udbetaling du er omfattet af i dit pensionsoverblik – log på med NemID.

Præmiefritagelse

Du kan få præmiefritagelse, hvis du bliver tilkendt dækning ved sygdom. Præmiefritagelse betyder, at pensionsselskabet fortsætter indbetalingerne til dine pensionsordninger, hvis du på grund af sygdom fratræder dit job.

Begunstigelse: Er de rette personer sikret, hvis du dør?

Hvis du dør, kan dine efterladte få løbende udbetalinger fra forsikringsdækningerne på din pensionsordning. Det er vigtigt, at du tager stilling til, hvem der skal begunstiges, det vil sige have pengene fra ordningen. Og det er kun dig, der beslutter, hvem der skal begunstiges. Indsætter du ikke selv en begunstiget, udbetaler pensionsselskabet automatisk til dine nærmeste pårørende. Vil du ændre på din begunstigelse, kan du gøre det ved at udfylde en begunstigelseserklæring (NEM ID).

Ændring af dine dækninger

Din pensionsordning er oprettet med en række forudbestemte forsikringsdækninger. De vil fremgå af dit pensionsoverblik. Du kan ændre størrelsen af dine dækninger, så den, du har begunstiget, for eksempel vil få en større udbetaling hvis du dør. Det hjælper pensionskassen dig med. Hæver du dækningen, skal du betale lidt mere for det.

Fakta: Gruppelivsforsikring

En gruppelivsforsikring er en forsikringstype, hvor en forudbestemt forsikring tilbydes for en afgrænset gruppe. Gruppelivsforsikringer kan indeholde forskellige forsikringsdækninger og være på forskellige beløb.

Forsikringsdækningerne er som hovedregel ens for alle i gruppen og prisen er som hovedregel det samme for alle. På din pensions- og forsikringsoversigt kan du se, om du har en gruppelivsforsikring, og hvilke dækninger den eventuelt omfatter.

Passer din pensionsordning til netop dit liv?

Din pensionsordning kan tilpasses netop dine behov. Du kan for eksempel vælge en større udbetaling ved sygdom eller død – det kan være relevant, hvis du stifter familie eller køber hus. Du kan også tilpasse pensionsopsparingen, så den i højere grad passer til dine behov ved pensionering. Mulighederne er mange.

Du kan prøve værktøjet Pensionstjek på sampension.dk/pensionstjek – det giver dig et overblik.

Husk på, at du altid er velkommen til at kontakte dit pensionsselskab eller pensionskasse, hvis du har spørgsmål eller ønsker at foretage ændringer på din ordning og forsikringsdækninger.

Menu