Louise svinesyg af job hos bonde

Louise Jensens kropsvæsker og øjne blev røde, hun fik dårlig mave og opkastninger. Nu har hun fået erstatning efter smitte med farlig svinebakterie hos jysk landmand.

Artiklen blev bragt i Fagbladet den 23. november 2011. 

Det har været virkeligheden for 22-årige Louise Jensen, efter det i oktober 2008 blev påvist, at hun var smittet med bakterien MRSA. Den farlige bakterie er en særlig modstandsdygtig stafylokok, som svin bærer på huden eller i trynen.

Hun fik bakterien, da hun som landbrugselev passede svin hos en nordjysk landmand.

- Jeg vidste ikke, hvad det var. Jeg turde ikke kysse og holde om min lille søn. Jeg vidste heller ikke, om jeg måtte kysse min kæreste, siger Louise Jensen.

- Jeg fik piller hver dag. Al min væske i kroppen blev rød, og mit tøj blev ødelagt af det. Jeg fik røde øjne, havde dårlig mave og kastede op. Jeg så uhyggelig ud. Jeg havde ikke lyst til at gå nogen steder og blev derhjemme, siger hun og tilføjer, at behandlingen ikke virkede.

3F Aalborg har ført en erstatningssag for Louise Jensen. Sagen er endt med, at landmandens forsikringsselskab nu har betalt erstatning til 3F'eren for tabt arbejdsfortjeneste samt svie og smerte.

Louise Jensen er tilfreds med erstatningens størrelse, som hun ønsker at holde for sig selv.

- Landmanden har været med til at ødelægge mit liv. Selvom han vidste, at hans besætning var smittet med bakterien, sagde han intet til mig, siger hun.
Louise Jensen havde højeste karakter på landbrugsskolen. Men hun fik afslag på alle jobansøgninger, når hun oplyste landmændene, at hun var smittet med MRSA. Så nu læser hun i stedet til kok.

- Jeg turde ikke kysse og holde om min lille søn. Jeg vidste heller ikke, om jeg måtte kysse min kæreste, siger 22-årige Louise Jensen, der blev smittet med svinebakterien MRSA på sin læreplads.