Maria fik udbetalt sin løn for sent

Efter lange tovtrækkerier har en landbrugselev nu fået den godtgørelse, som hun er blevet tilkendt af Tvistighedsnævnet.
Den 18-årige landbrugselev Maria Winther er glad for, at hendes tidligere arbejdsgiver endelig har betalt den godtgørelse, han var dømt til at betale hende. FOTO: Cathrine Ertmann

Godt 15.000 kroner.

Det har en nordjysk landmand nu betalt i godtgørelse til en tidligere elev. Den kvindelige elev sagde sin elevstilling op hos arbejdsgiveren, fordi han betalte løn for sent.

Landmanden har først betalt godtgørelsen efter, at 3F’s advokat i sagen begærede hans virksomhed konkurs. Det oplyser elevens fagforening, 3F Aalborg, til Fagbladet 3F.

Det er dejligt, at landmanden har betalt det, som Tvistighedsnævnet har dømt ham til at betale. Men det er ærgerligt, at han skulle trække sagen sådan i langdrag. Og at det skulle ende med et brev fra skifteretten, før han forstod sagens alvor. Det har været en hård omgang for vores medlem, siger Kasper Oxholm Johansen, formand for Den Grønne Gruppe hos 3F Aalborg.

Den 18-årige landbrugselev Maria Winther oplyser, at hun har modtaget godtgørelsen.

Jeg er glad for, at sagen nu er afsluttet helt, så jeg ikke skal tænke mere over det, siger Maria Winther, der nu er landbrugselev hos en anden nordjysk landmand.

Landmand krævede erstatning

12. januar 2017 ophævede Maria Winther sin daværende uddannelsesaftale med den nordjyske landmand Hans Henrik Nielsen. Elevens begrundelse var, at lønnen kom for sent.

Landmand Hans Henrik Nielsen fra Storvorde var utilfreds med opsigelsen og sendte en klage til Tvistighedsnævnet, som afgør tvister mellem elever og praktikværter. Han fremførte, at elevens begrundelse ikke var en gyldig grund. Og at der var tale om en fejl, som straks blev rettet.

Landmanden krævede i sagen ved elevnævnet, at Maria Winther betalte ham 53.785 kroner i erstatning og godtgørelse.

I september afgjorde Tvistighedsnævnet, at arbejdsgiveren havde misligholdt uddannelsesaftalen i så væsentlig grad, at elevens ophævelse af aftalen var berettiget.

Tvistighedsnævnet gav eleven og 3F medhold i, at landmanden ikke skulle have hverken erstatning eller godtgørelse fra eleven. I stedet tilkendte nævnet Maria Winther en godtgørelse på 15.000 kroner, som landmanden skulle betale inden 14 dage.

Landmand: Hat og briller

Landmand Hans Henrik Nielsen ankede ikke Tvistighedsnævnets afgørelse inden for fristen på otte uger. Og han betalte heller ikke det skyldige beløb - trods flere rykkere fra 3F’s advokat i sagen.

I et svar til 3F’s advokat skrev Hans Henrik Nielsen 24. oktober, at “det er hat og briller”.

Arbejdsgiveren har fremført, at Maria Winther ikke var elev hos ham, men ansat på meritvilkår. At hans virksomhed ikke var godkendt til at uddanne elever. Og at Tvistighedsnævnets afgørelse ikke havde retslig virkning.

Men Tvistighedsnævnet har fastholdt, at nævnets kendelse i sagen er endelig.

21. november 2017 anmodede 3F’s advokat skifteretten i Aalborg om at erklære Hans Henrik Nielsens firma konkurs. Derefter betalte landmanden godtgørelsen på 15.000 kroner til Maria Winther.

I forbindelse med sin indbetaling af det skyldige beløb oplyste Hans Henrik Nielsen, at han betalte under protest. Han oplyste også til 3F’s advokat, at han vil rejse en sag mod landbrugseleven og 3F for at få pengene igen.

3F har ikke modtaget krav

Landmand Hans Henrik Nielsen ønsker ikke at udtale sig til Fagbladet 3F. Men han bekræfter dog, at han har betalt de godt 15.000 kroner - og oplyser, at pengene skulle være sat ind på en spærret konto.

Desuden varsler Hans Henrik Nielsen, at der kommer et videre sagsforløb.

3F Aalborg har indtil ikke videre ikke modtaget noget krav i sagen fra landmanden, oplyser gruppeformand i 3F-afdelingen Kasper Oxholm Johansen. Det har Maria Winther heller ikke, oplyser hun.