Ære være Jan Rasmussens minde

"Jan havde et stort hjerte for dem, der havde det sværest, hvilket også kom til udtryk i hans bestyrelsesarbejde. Det var vigtigt for ham, at vi i vores arbejde for at skabe bedre forhold på arbejdsmarkedet huskede at få alle med også dem, der rammes af sygdom og ledighed."

 

Jeg lærte Jan Rasmussen at kende, da han blev bestyrelsesmedlem i 3F Midt & Østsjælland tilbage i 2011.

Inden da havde Jan bestridt bestyrelsesposter i såvel 3F som i SiD lokalt i Ringsted. Han havde tillige været ansat i afdelingen.

I arbejdslivet har Jan i en længere årrække været valgt som tillidsmand på Plastmo i Ringsted.

For Jan har kampen for et bedre arbejdsliv, for kolleger på arbejdspladsen for såvel medlemmerne i fagforeningen altid været vigtigt. Når Jan påtog sig en opgave, så kunne man være sikker på, at den blev udført med engagement og ikke mindst med særlig omsorg for de mennesker, der havde behov for en håndsrækning fra fællesskabet.

Jan var derfor også altid den, der gik forrest, når det gjaldt om at deltage i afdelingens aktiviteter, om det var en stand på en messe eller et 1. maj arrangement, ja, så stillede han sig altid villigt til rådighed, også med kort varsel.

Jans udadvendte ligefremme facon, med en frisk bemærkning og et glimt i øjet gjorde, at han kunne begå sig blandt de fleste, samtidig med, at han fik sagt det han mente, uden de helt store omsvøb.

Jan havde et stort hjerte for dem, der havde det sværest, hvilket også kom til udtryk i hans bestyrelsesarbejde. Det var vigtigt for ham, at vi i vores arbejde for at skabe bedre forhold på arbejdsmarkedet huskede at få alle med også dem, der rammes af sygdom og ledighed.

At Jan så pludselig ikke længere er blandt os, er svært at forstå. Vi vil savne ham som den livgivende og omfavnede gode kammerat og tillidsmand han var. Vores tanker går til Jans familie og nære venner, for hvem savnet er på tætteste hold.

Ære være Jan Rasmussens minde.

Per Thomsen, afdelingsformand - på vegne af bestyrelse og medarbejdere i 3F Midt & Østsjælland.


Menu