Formandens jule- og nytårshilsen 2019

"Endeligt bliver 2020 også et år, hvor vi vil sætte endnu mere fokus på at udvikle afdelingen, så vores service altid er, som den skal være".

 

Kære medlem af 3F Midt & Østsjælland.

Så går året på hæld. Og hvilket år, mit første som formand for afdelingen. Vi har udviklet os fagligt, politisk såvel som organisatorisk.

En differentieret og mere fair pensionsalder skal være mit politiske nytårsønske for 2020. En pensionsordning, der skelner til nedslidning og som anerkender, at der er forskel på at starte i lære som 16-årig på fx en byggeplads og på at være færdiguddannet akademiker som 30-årig. Den forandring vil jeg arbejde for.

2020 bliver også et år, hvor vi skal forhandle overenskomster på store dele af det private område. Her er vi allerede nu klædt godt på til armlægningen med arbejdsgiverne. Vi har i 2019 indsamlet krav fra jer, som nu skal bringes med til bordet.

Endeligt bliver 2020 også et år, hvor vi vil sætte endnu mere fokus på at udvikle afdelingen, så vores service altid er, som den skal være.

Som fagforening er det vores fremmeste opgave at sikre dig, at du er en del af et fællesskab, der giver tryghed i hverdagen for dig og dine kollegaer og gør jer stærkere. Den opgave tager vi på os.

Det er nemlig ikke uden grund, at vores nye slogan hedder: 3F – GØR DIG STÆRKERE.

Med ønsket om en glædelig jul og et lykkebringende nytår til dig og dine kære.

Jonas Burmeister

Formand, 3F Midt & Østsjælland

 

 


Menu