Jobpatruljen tjekker feriejob på Sjælland og Øerne: Unge ned til 15 år må nu servere alkohol

I uge 27-29 rejser Jobpatruljen sommerlandet tyndt på Sjælland og Øerne med fokus på at tjekke, hvordan det går for de helt unge fritidsjobbere, der nu må servere alkohol for voksne

For 38. år i træk drager unge fra fagbevægelsens Jobpatrulje nu ud i sommerlandet for at tjekke løn- og arbejdsforhold for unge i sommerferiejob.

Unge der serverer alkohol

I år har Jobpatruljen særligt fokus på unge, der serverer alkohol. 1. juli bliver det lovligt for børn på 15 år at servere alkohol på cafeer og restauranter. Det skyldes en lovændring i foråret, som blev stemt igennem af regeringen og Dansk Folkeparti. Tidligere var aldersgrænsen 18 år.

Ud og tale med de unge

I fagbevægelsen frygter man, at lovændringen kan betyde, at børn ned til 15 år kan blive udsat for ubehageligheder fra berusede kunder, eksempelvis seksuel chikane. Ved at besøge de unge fritidsjobbere på deres arbejdsplads kan Jobpatruljen oplyse dem om de rettigheder, de har. Samtidig får de unge lejlighed til at fortælle fagforeningen, hvordan de selv oplever det at skænke alkohol i sommersolen.

Snyd i sommervarmen

Der er meget andet end alkohol på tjeklisten. Jobpatruljen kører ud hver sommer for at hjælpe så mange unge fritidsjobbere som muligt med at undgå at blive snydt i sommervarmen. I 2016 havde kun hver femte arbejdsplads styr på at overholde alle love og regler for unge i fritidsjob.

Unge ved ikke selv nok om deres rettigheder på jobbet. Hele 40 procent har aldrig talt med deres forældre om vilkårene på deres arbejdsplads. Mange ved ikke, at man skal have løn i oplæringsperioden, at der er pause efter fire timers arbejde, eller at man ikke selv skal finde afløser ved sygdom. I mange tilfælde kender virksomhederne heller ikke reglerne til bunds.

Det skal Jobpatruljen være med til at lave om på.

Tina Leire, der er Jobpatruljens koordinator på Sjælland og Øerne, understreger, at det sjældent er ond vilje hos virksomhederne, der er årsagen, når reglerne bliver overtrådt.

-I langt de fleste tilfælde skyldes overtrædelserne simpelthen manglende kendskab til reglerne, både hos arbejdsgivere og de unge selv. Derfor kommer vi heller ikke ud for at banke arbejdsgiverne i hovedet med overenskomster og lovgivning, men for at oplyse og informere. De fleste steder plejer vi da også at blive taget pænt imod, fortæller hun.

Det betyder dog ikke, at Jobpatruljen blot lader overtrædelser passere. Brud på overenskomsterne indberettes til de pågældende fagforeninger, mens lovbrud meldes til myndighederne, f.eks. Arbejdstilsynet. I særligt grove tilfælde endog til politiet.

Kør med Jobpatruljen

Som medie er det muligt at komme med Jobpatruljen ud og tjekke arbejdsforholdene. Kontakt Tina Leire og hør om mulighederne på telefon 2329 8728 eller mail: tina.m.leire@hk.dk

Påmindelse

Vi sender en påmindelse om Jobpatruljens besøg i dit lokalområde et par dage før ankomst. 

Læs mere på www.jobpatruljen.dk/om/presse.aspx

 

Menu