Ny socialrådgiver i afdelingen: Kom og søg råd

Kom ind i afdelingen og få et godt råd af vores nye socialrådgiver Brita Jørgensen eller én af hendes kolleger.

Afdelingen har fået en ny socialrådgiver. Det er Brita Jørgensen, som kommer fra en lignende stilling i 3F Roskilde. Hun er ansat på deltid og bruger den anden halvdel af sin arbejdstid på at være socialrådgiver hos FOA.

KOM OG FÅ RÅD

Kom endelig ind i afdelingen og få et godt råd, opfordrer Brita Jørgensen. Jo før – des bedre. Det kan være i forbindelse med en arbejdsskade, ved sygemelding eller ved længerevarende sygdomme. - Jeg elsker, når der kommer medlemmer ind ad døren, siger hun. Man må selvfølgelig ikke forvente, at socialrådgiverne kan løse ens problemer ved et trylleslag. - Men vi forsøger at støtte, så godt vi kan, understreger Brita Jørgensen.

MED PÅ KOMMUNEN

Som et eksempel på, hvornår det kan være en god idé at involvere en socialrådgiver fra afdelingen, nævner Brita Jørgensen møder på kommunen. - Vi går tit med til samtaler på kommunen. Det sætter medlemmerne stor pris på. Det handler om, at der ofte er et særligt sprog iblandt sagsbehandlere og jurister, som kan være svært at forstå for andre. Man kan blive fanget i, at medarbejderen på kommunen egentlig er sød og rar at tale med. Og at der så alligevel kommer en kedelig afgørelse med posten, fortæller Brita Jørgensen. Som socialrådgiver kan man oversætte kommunens budskab til almindeligt dansk. Socialrådgiverne kan også hjælpe med at sikre, at man får givet de oplysninger, der er nødvendige, for at en sag skal falde gunstigt ud.


Menu