Nye a-kasse regler fra 1. juli 2017

Den 01.07.17 er der helt nye regler i a-kassen. Det er hele systemet der ”vendes på hovedet”. Så der er meget nyt at lære. Både for sagsbehandlerne og jer som ledige.

Der kommer til at ske følgende:

Optjening af dagpengeret – du optjener dagpengeret på baggrund af lønoplysninger, der er indberettet til indkomstregistret.

Beregning af dagpengeret – Satsen bliver kun beregnet en gang, første gang du melder dig ledig. Ellers kun igen når du genoptjener ny dagpengeret. Der er dog andre regler for dimittenter.

Månedsudbetalinger af dagpenge – Udbetalingerne bliver fra den 1. til den sidste i måneden. Det er samme udbetaling hver måned, uanset månedens længde. Alle måneder har 160,33 timer.

Fradrag i dagpengene – Der er kontrol hver måned af de løntimer der er indberettet i indkomstregistret. Og disse timer fradrages i dagpengene.

Du skal, naturligvis, fortsat skrive dine løntimer på dagpengekortet, men det tjekkes op om du og arbejdsgiver har opgivet samme antal timer.

Dit dagpengekort kan tidligst indsendes 1 uger før udbetaling, og senest 1 måned og 10 dage efter.

Hvis du indsender 1 uger før, må du lave skøn på hvor mange løntimer du eventuelt vil have den sidste uge. Dette kan reguleres efterfølgende, når du kender det korrekte timetal.

Dagpengeforbrug i timer – Du modregnes dine dagpenge time for time, og ikke som tidligere i uger. En dagpengeperiode er ikke mere 104 uger, men 3848 timer.

Så feks. 20 timers arbejde på en måned modregnes således, 160,33 – 20 = 140,33 forbrugt i dagpengene.

G-dage – Alle arbejdsforhold, korte eller lange, med mere end 74 timer indenfor 4 uger, skal modregnes 2 g-dage. Det er de dage arbejdsgiver skal betale dig, og som modregnes i dagpengene.

Overskydende timer – Skal ikke mere gøres op når du bliver ledig, 12 uger/3 mdr. tilbage. Men der kan fortsat være overskydende timer i perioden du modtager dagpenge, da du skal oplyse alle løntimer på kortet. Så er der en uge med 40 timer, modregnes de 3 timer som overskydende timer.

Der kan max være 160,33 timer i en udbetalingsperiode. Uanset hvilken dag i måneden du bliver ledig.

Da rigtig meget kommer til at bero på oplysninger fra indkomstregistret, er det vigtigt at din arbejdsgiver får indberettet dine løntimer og din løn korrekt.

 

Menu