Rengøringstekniker med mod på mere

38-årige Pernille Gjertsen sprang straks til, da Sorø Kommune tilbød hende at blive uddannet til rengøringstekniker.

- Jeg er lidt af en rengøringsfreak, fortæller Pernille Gjertsen om sig selv. Hvis hun i perioder ikke får afløb for at skrubbe, pudse og støve af på arbejde, så går det ud over dem derhjemme. Og det får de pip af, griner hun. Da Sorø Kommune tilbød hende og hendes omtrent 65 kolleger at blive uddannet rengøringstekniker, meldte hun derfor ud, at hun gerne ville af sted på uddannelse hurtigst muligt. Dels fordi motivationen var der – og hvem kan sige, om det også ville være tilfældet om en årrække? – dels fordi hun brændte efter at blive bedre til sit arbejde. Hun påbegyndte uddannelsen i februar og blev færdig i oktober. Da hun har arbejdet med rengøring i nogle år, har hun fået merit for flere kompetencer. Derfor tog uddannelsen kun godt et halvt års tid.

MOD PÅ MERE

Pernille Gjertsen er allerede frisk på at køre videre i samme spor. Med et halvt år ekstra på skolebænken kan hun fuldføre uddannelsen til serviceassistent, og det vil stille hende godt, hvis hun en dag får lyst til at søge arbejde på et sygehus. - Nu man er i gang, kan man lige så godt tage det hele, bemærker hun. Kommunen har dog meldt ud, at det nu i første omgang gælder om at sikre, at alle, der ønsker det, snarest muligt kan bryste sig af at have fået papir på at være rengøringstekniker.

HVAD HAR HUN LÆRT

Som rengøringstekniker er der ikke den rengøringsopgave, Pernille Gjertsen ikke vil kunne håndtere. På fagligt forsvarlig vis. - Eksempelvis har jeg lært at genoprette gulve, fortæller Pernille Gjertsen og peger på et linoleumsgulv på Frederiksberg Skole i Sorø, hvor hun arbejder. - Her i kommunen er der mange slidte gulve. Det er rart at lære, hvordan man kan friske dem op. Om man så får lov til at gøre det, er selvfølgelig en anden sag, bemærker hun.

STILLINGER VIL FORSVINDE

Det er tilfredsstillelsen ved en solid, faglig ballast, der driver Pernille Gjertsen. Men inden for rengøring vil det snart være normen, at man har en faglig uddannelse. - Som det er i dag, vælger firmaer ikke nødvendigvis personale ud fra, hvem der har en uddannelse. Men det ser måske anderledes ud om fem år, vurderer Pernille Gjertsen. - Om to år kan man ikke få job på et hospital uden at være uddannet serviceassistent, eksemplificerer hun. Allerede nu har det i to år været sådan, at nyansatte skal skrive under på, at de vil tage assistentuddannelsen. - Men her i kommunen er det frivilligt, om vi vil uddanne os, understreger Pernille Gjertsen. Ikke desto mindre har interessen for at tage uddannelsen været overvældende. Personalet står i kø for at komme af sted.

MOD PÅ ENDNU MERE

Oprindelig er Pernille Gjertsen butiksuddannet. I en periode har hun arbejdet som serviceleder i Forenede Service på Kolonien Filadelfia. Når hendes 5-årige datter er blevet større, drømmer hun om at få en lederstilling igen. Måske. - Jeg kunne også godt forestille mig at blive her. Måske har jeg slet ikke lyst til at være leder til den tid. Under alle omstændigheder har man bedre muligheder med en faglig uddannelse i baghånden


Menu